Ifølge de middelalderlige kilder blev Island først bosat af nordboer, der især kom fra det vestlige Norge. Bosætterne kom direkte fra Norge eller via De Britiske Øer. Island var på det tidspunkt ubeboet bortset fra et lille antal irske eneboere, de såkaldte papar, der formodentlig var drevet til Island i deres søgen efter ensomhed.
Den første bosættelse, fristatstiden og norsk herredømme
(874-1380)
Ifølge Islendingabok, der er skrevet i begyndelsen af 1100-tallet, begyndte den nordiske bosættelse omkring 870, helt præcis regnes året 874 for at være det år hvor de Norske Vikinger kom til Island, for de første permanente bosættere. Bosættelsen var ikke en del af vikingeekspeditionen mod vest. Det var meningen at vikingerne ville flygte fra Harald 1. Hårfagers tyranni. Det var norske Høvdinger og deres folk der ville flygte til Grønland og helt til Nordamerikanske kyst, men så fordi de sejlede via de Britiske øer stødte de på den Islandske nordvestkyst og slog sig ned der istedet. Fra deres hjemland medtog bosætterne økonomiske og sociale sædvaner og lovgivning og retspraksis, og omkring 930 var der enighed om at grundlægge en fælles forsamling for hele landet, det blev kaldt for Altinget. På Altinget, som samledes to uger hver sommer på Thingvellir (Tingsletterne) i det sydvestlige Island, blev der vedtaget love og afholdt retshandlinger.
Det er gratis at oprette en konto