Skumring

Han kiggede ud af vinduet... Solen var ved at gå ned. Han var bange. Han vidste at de snart ville være der. Det vidste alle i boligblokken... Eller dem der var tilbage ihvertfald. Der var nogen der allerede var flygtet, fordi de var for bange til at blive. Han kiggede ned af sig selv og tænkte:"Det er vel ikke mere rigtigt at være hvid, end det er at være mørk. Hudfarven ændre ikke mennesket indeni". Han havde aldrig set ned på de lyse mennesker, hvorfor ser de lyse mennesker så ned på de mørke? Verdenen var uretfærdig. Han hørte børneskrig nedenunder, og kiggede over mod vinduet. De var på vej. Han kunne se deres lys, og høre vrede mennesker som råbte. Det var ikke særlig rart. Han tog pistolen frem, som han havde fået af sin far. De hvide var på vej... Og der var mange! Det så ud som om at det var næsten hele byen der var på vej. Han hørte nogen råbe:"Se nu bare at komme ud derfra, inden de dræber jer! De er på vej! Og de er bestemt ikke særlig glade". Han så ned. Det var naboen. Deres hvide nabo. Han havde nu altid været så rar. Nu var de meget tæt på. Og en af de vrede mennesker råbte:" Kom ud, eller i bliver brændt!". Der var ingen der stolede nok på de hvide, til at komme ud. De ville sikkert brænde dem alligevel. De begyndte at kaste sten igennem ruderne. Folk sprang ned på gulvet. Nogen skreg, andre græd. Pludselig begyndte der lugte af røg. Nogen havde sat ild til garderoben i gangen. De måtte ned i kælderen. Han vidste at røgen ville stige op af,