'Fast ophold': analyse af novelle om ensomhed og familie

Hun sat og ventede på telefon. Hendes øjne stirrede på telefonen, og ønskede, at nogen ville ringe. Men kun isbilen kørte forbi og ringede. Hun hørte de unge familier, der sad og hyggede sig ned med flødisen. Hun undrede sig over, hvorfor hendes børn ikke ringede til hende. Hun følte sig ensom og bange, som hun aldrig havde følt før. Hun mærkede kuldebølger glide igennem sig. Forsirke sig om at der ingen var andre end hende. Så hun havde undersøgt badeværelset, inden hun gik i seng. Hun kiggede forsigtigt alle værelser, alligevel lå hun i seng, hørte hun stadigvæk rumstere i alle hjørner. Hun tændte lys i hele lejligheden, mens hjeret bankede hårdt i brystet. Hun tænkte på hende som under anden verdenskrig. Hun delte illegale aviser rundt til befolkningen, mens tyskerne holdte øjne på hende. Hun var i stor fare, men hun var ikke bange. Desuden var hendes mand blevet borte i længere tid, men hun ikke var bange. Hun vidste, at det skulle nok går, og han ville kom tilbage. Hendes børn, Jørgen og Inger, havde aldrig manglet noget. Hun og Christian arbejdede hårdt for det. Hun var aldrig nervøs før. Men 10 år siden følte hun sig ødelagt, da Christian var døde. Hun betragte familiebilleder hang. Hendes mand, børn og børnbørn smilede alle til hende. Pludselig blev de uskarpe og væk fra hendes blik. Hun kunne høre sin datters stemme foreslå hende, at hun kom på plejehjem. Hun tænkte på sine børn, som havde et stort hus men ingen plads til hende. Heller ikke i deres hjerter. Hun var ked af det og vred på dem. Hun havde ondt i sine ben og havde brug for hjemmehjælper. Telefonen ringede. Det var Jørgen. Han spurgte om hun havde det godt. Hendes stemme lød aggresiv og hård. Hun mindede ham om det var nødt til at ringe eller besøge hende. Hverken Jørgen eller Ingen klarede det godt. Hun sagde, at Ingen aldrig lagde mærke til hende. Hun kunne være døde uden deres opmærksomhed. Jørgen troede, at hun i dag ikke var rimelig, så han ringede til hende igen en anden gang. Hun forestillede sig da Jørgen var lille…Telefonen ringede igen. Det var Ingen. Hun spurgte hende om hun havde det godt. Hun fortalte hende, at hun havde meget travlt. Hun forslog igen at mor kom på plejehjem. Men hun hørte ikke mere. Hun bestemte sig at gå i seng. Hun så sig selv som ung med børnene på sine stærke arme. Hun troede, at de nok kom i morgen. Og de kunne sidde og snakkede om gamle dage. Hun vidste godt, at hun skulle vente.