eg åbnede langsomt øjnene. Hvor var james, og lui? Jeg kiggede hen på de sørgelige rester af rumskibet. Jeg hørte james og lui snakke sammen. ,,hvor er vi’’? Spurgte jeg. Det hele så helt normalt ud. Altså med græs, får, og et lille vand løb. Det kunne jo sagtens havde lignet spanien ude på landet. Vi havde rejst næsten hele verdensrummet rundt, og vores rejse havde været planlagt i 4 år. Vi havde rejst i et halvandet år, og det havde kostet mig hele mit hjem. Vores rumskib var styrtet ned. Og nu var vi stadig på jorden? Vi havde brugt så meget tid og penge på ingen nytte? Jeg satte mig hen til drengene der havde lavet et lille bål. ,,altså vi har rejst hele verdens rummet rundt til...’’ james afbød mig. ,,undskyld jeg kommer lige om lidt’’, sagde han og satte i løb. Havde james nu tænk sig at stikke af fra os? Vi sukkede og begyndte at tage vores store hjelme sko af. Vi kunne jo ligeså godt overnatte her og få et ordenligt måltid. I det sidste halvandet år havde vi levet på suppe. James kaldte på os. ,,vent vi kommer om lidt’’, svarede vi tilbage da vi godt vidste at han lavede sjov. Han råbte og skreg: ,,kan i ikke høre det’’? Vi kiggede uforståeligt på ham da vi kunne høre lyden. Det lød som en storby. Næsten lige som Barcelona på en hverdag. Busserne, og folk der råbte, bilernes dytten, og musik fra de forskellige butikker. Vi løb over til ham og nu kunne vi se at græsset, fåret og det lille vandløb havde været en illustration. Det var bare et billede. Jeg lagde øret mod billedet, og det faldt om. Og der så vi den så kaldte storby. Den lignede nu mere New york end Barcelona.
Det er gratis at oprette en konto