Social arv og mønsterbrydning

Social arv er hvis man går i sine forældres fodspor - kort fortalt.

NEGATIV / POSITIV

Vi taler ofte om social arv ud fra en såkaldt ”mangel-model”- tænkning. Som mangel på socioøkonomiske muligheder, mangel på uddannelse og mangel på social integration og netværk – ofte med klare konsekvenser i retning af svækket livskvalitet, fx som sundhedsmæssige belastninger. Dermed lægges op til et syn på negativ social arv som en modpol til positiv social arv. Den negative arv er forbundet med mangel i opvækstbetingelser, den positive med overskud. Det vil videre sige, at belastningerne fra den negative sociale arv får konsekvenser, der kan forstås som negation af positiv social arv knyttet til opvækstvilkår præget af ressourcer? Synsvinklen er besnærende, men alligevel alt for unuanceret og uden den dynamik, der afspejler det varierede samspil mellem det ydre betingelsesfelt og de menneskelige reaktionsmuligheder. Det er ofte påvist, at belastninger går i ”arv”. Men hvad er det, der går i arv? Og hvordan sker det? Er der en direkte sammenhæng mellem dårlige økonomiske vilkår og dårlig opvækstvilkår for børn? Er det arbejdsløshed, der indebærer forældres afhængighed af dagpenge og kontanthjælp og følelsen af at være ”uønsket”, der smitter af på børnene? Det er opfattelsen i dette notat, at social arv overføres fra forældregeneration til børn gennem såvel konkrete økonomiske begrænsninger og fravær af handle- og valgmuligheder (vilkår), som gennem de værdier og holdninger, der formidles (processen) ved at være en ”udsat" gruppe og at være placeret i en "sårbar" position i samfundet. Social arv tænkes indlejret i sociale vilkår, der som socialt overførte livsværdier og holdninger repræsenterer familiens normsystem, og herunder dens handle- og mestringsstrategier. Kohn’s teori (1971) om sammenhænge mellem socialisation og socialklassetilhørsforhold giver et vigtigt bidrag til forståelse af værdier og livsorienteringer som konsekvenserne af vilkår. Det er især gennem disse orienteringer, at ”arven” gives videre fra generation til generation. Nøglebegreber i Kohn’s teori er: social klasse – livsbetingelser – værdier – adfærd. Med afsæt i denne tilgang antages det fx, at værdierne i middelklassefamilier lægger op til en opdragelse rettet imod at støtte barnet i selvdirigerende handlinger, styrke selvtændighed og indrestyring. Dette ved gennem opdragelsen at give børn ansvar og lægge op til selvstændig tænkning, handling og initiativ. Mens omvendt arbejderklassens normer indebærer opdragelse til ydrestryring og konformitet. Og dette gennem opdragelsesmetoder som forventes at bygge på adlyden og tilpasning. Hovedpointen hos Kohn er, at livsbetingelser påvirker familiens liv gennem de socioøkonomiske muligheder og livsbetingelser, som udgør rammerne for familiens liv. Følelsen af indflydelse på egen tilværelse og en følelse af kontrol modsat følelse af ydrestyring og magtesløshed er vigtige aspekter. Forældres oplevelser af at være henholdsvis ”ofre” og magtesløse - eller modsat”aktører”, som er selvdirigerende, får konsekvenser for opdragelsesværdier og adfærd. Negativ social arv skal ud fra denne tankegang forstås på alle fire planer: det socioøkonomiske, det værdimæssige, det interpersonelle og det personlige (nærmest eksistentielle) plan. Sammenfattende antages det, at reaktionsmønstre overføres fra forældregeneration til børn ved påvirkninger gennem tre niveauer: 1) gennem forældre som rollemodeller og familiens livsstil baseret på livsvilkår og værdigrundlag, 2) gennem forældrenes opdragelsesstil og 3) gennem forældres omsorg/fravær af omsorg. Set ud fra denne synsvinkel er reaktionsmønstre og risikoadfærd at betragte som en integreret del af en social arv – der kan blive med forskellig konsekvens: positiv eller negativ.