Oliekrisen: historie og global energipolitik

I 1908 strømmede der for første gang råolie op fra et borehul i Iran. I virkeligheden var det ret ligegyldigt, for hvad i alverden skulle man bruge den til? Bilen og flyvemaskinen var godt nok opfundet, men der var ikke ret mange af dem i brug.

I 1927 kom olien fra Irak, i 1932 sprang oliekilderne på øen Bahrain og i 1938 fulgte Kuwait og Saudi-Arabien efter. Der var godt nok kommet flere biler og fly, men der var rigeligt med olie til at dække deres behov for benzin og dieselolie. Kun de færreste forestillede sig, at olien nogensinde skulle erstatte kul, træ eller vandkraft som brændstof i skibe, lokomotiver, i fabrikker, til fremstilling af elektricitet eller til opvarmning af huse. Men nogen havde alligevel set oliens fremtidige muligheder. I al stilhed havde syv olieselvskaber sat sig på al olieaktivitet i Mellemøsten såvel som i resten af verden. De blev kaldt de ”syv søstre” De borede efter olie, de pumpede olien op, de byggede olieledninger, de byggede udskibningshavne, de ejede alle olietankerne, de ejede alle olieraffinaderingerne og overalt i verden lyste deres firmanavne i neon over tankstationerne. De første rigtige multinationale selskaber var klar, da den vestlige verden efter krigen tog et tigerspring ud i industrialisering, masseforbrug, biler til alle, jetalderen osv. Olien blev grundlaget for hele den rige verdens udvikling.