Tik-tak, tik-tak; de eneste lyde, der spredte sig i den 16-årige Camillas stue med et enkelt sekunds mellemrum. Hendes mor arbejdede sent, og hendes far sad som sædvandlig i den anden ende af lejligheden inde på sit kontor, og hamrede løs på tasterne på sin iMac. Han arbejdede også over – bare derhjemme. Men for Camilla var det lige meget. Siden hun, efter sine forældres formodning: ”begyndte at høre syner”, blev forholdet mellem Camilla og hendes forældre mere og mere ustabilt. De forstod hende ikke, og så heller ikke ud til at ville prøve. Al det overarbejde føltes næsten som en metode, de havde for at sikre dem afstand. Hun havde derfor nærmest huset for sig selv endnu engang.
Camilla vidste, at hun før eller siden måtte komme til bunds i sagen selv. Hun ventede nervøst og anspændt med benene trukket sikkert op under sig og hænderne foldet i skødet, selvom hun endnu ikke var fast besluttet på, hvorfor hun ville undersøge sagen, og hvad der ventede hende ovenpå – men noget måtte hun gøre.
Hver dag havde Camilla hevet brat fat i sine ligeglade forældre og bedt dem om at lytte. Men så snart Camilla opnåede stilheden i rummet med sin små-råben og tyssen, var de evige lyde, der sendte et konstant gys igennem kroppen og fik hårene til at rejse sig stift i nakken, forsvundet. Hendes far mente, hun var ved at blive sindssyg, og havde gang på gang foreslået at få hende ind på et psykiatriskhospital. Men hendes mor var stadig i tvivl. ”Lad os nu ikke drage til forhastede konklusioner. Hun har sikkert set alt for mange gyserfilm på det sidste. Det må have tæret lidt på hendes realitetssans. Det ordner sig!” Havde hendes mor sagt, selvom hun ikke engang selv var overbevist om sin egen formodning.
Det er gratis at oprette en konto