Det er et meget specielt forhold, de to piger har til hinanden. Og de er meget forskellige, som forfatteren også selv nævner. Jeg-personen virker som en stille, genert og usikker pige. Mens Ruth er modig og psykisk stærk. Den måde rollerne er fordelt i forhold til alderen, ser man sjældent. For det meste er det den mindste som ser op til den ældste, men i dette tilfælde er det lige omvendt.
Venskabet starter også lidt underligt. Hvis man ser bort fra, hvad Ruth egentlig siger, lyder det som om at hun kender jeg-personen i forvejen. Ruth springer bare lige ud i det, uden overhovedet at se hende an først. Jeg-personen bliver fascineret af Ruth og hendes måde at takle tingende på. Og at Ruth bare kan smile til verden efter at have fået en omgang klø. Rent faktisk alt hvad jeg-personen fortæller om Ruth fremstår fantastisk, fordi hun ser op til hende. Ruth får alting til virke så enkelt og nemt, og det er det jeg-personen tydeligt misunder.
Selvom forskelligheder mellem de to piger er tydelig fremhævet er der i hvert fald en ting de har tilfælles, nemlig at ingen af dem gider lege rigtige lege. Ruth har mange fikse idéer, og hun får jeg-personen til at gøre ting som hun normalt ikke ville gøre. Og det tyder heller ikke på at jeg-personene altid har lyst til, at gøre det ting Ruth vil. Men på samme tid synes hun nok også at det er dejlig nemt at være sammen med Ruth. Måske får det hende til at føle sig mere modig og sej. Hun er en anden person når hun er sammen med Ruth og det er til tider nemmere at spille en anden end den man er. Jeg tror ikke at hun er i tvivl om at noget af det Ruth gør er forkert. Men hun føler sig måske mere tryg, og nok også mere populær i selskab med Ruth. Jeg kunne forstille mig at jeg-personen nok ikke havde været den, de andre børn helst ville lege med. Men da hun møder Ruth får hun en rigtig veninde. En der har det som hende selv. Og hun er derfor så bange for at Ruth skal opdage hvem hun virkelig er, og synes at hun er kedelig.
Det er gratis at oprette en konto