Pjæk

Vinduet var lukket, og gardinet trukket for. Øverst oppe kunne man se en smal lysstribe fra en fjern gadelygte komme ind. Hans øjne var søvnløst vidt åbne, og kikkede på lysstriben. Han tænkte på det der ventede, når han næste dag gik igennem skolegården, om angsten for det der lurede i rækken bag ham i klassen. Han havde prøvet det før. Det var ikke noget nyt. Det var som det plejede at være. Det nye var at han ikke kunne sove, og at han brugte hvert et vågent øjeblik til at finde undskyldninger for ikke at gå i skole. Der skulle være en god grund. Pjæk var ikke bare forbudt, det var for dårligt, for slapt. Pjæk var, sagde hans matematiklærer, den direkte vej til et langt liv som skraldemand, for det var hvad der ventede de dumme og de dovne. Han vidste det, og krympede sig under lærerens blik, når det vredt røg henover eleverne under den sædvanlige skideballe i klassen. De dovne var han ikke iblandt, det vidste han. Det måtte være de dumme han hørte til i stedet for. Ikke fordi det blev sagt højt, af lærerne. Slet ikke, men for hver en rød streg og vred kommentar i hans hæfter, kunne han efterhånden regne det ud, at der var meget han ikke kunne, og mere han aldrig ville lære godt nok til at kunne bruge det til noget. Det var matematikken, den danske grammatik, alle de indviklede regler og formler han brugte lang tid på at lære, og som han glemte så hurtigt igen. Det var det der ventede ham den næste dag. To timers matematik lige fra morgenstunden. Det betød den faste tur op til tavlen foran klassen og den sure lærer. Der var ingen vej udenom, han måtte melde sig syg, finde på noget, hvad som helst, bare han slap for matematikken, og alt det andet. Han skød dynen til side og gled forsigtigt ned på gulvet. Han gispede da hans fødder ramte det kolde gulv, men glædede sig stille over det. Jo koldere jo bedre. Han trak gardinet til side og åbnede vinduet, ikke meget, men nok til at han mærkede kulden da vinden fandt vej igennem sprækken og bredte sig ind i værelset, iskold og helt sikkert nok til at gøre ham forkølet. Han lagde sig i sengen igen og trak dynen op omkring sig, slappede af og glædede sig stilfærdigt til en fridag. Det ville være helt i orden, for han var jo syg og dårlig og ingen ville forlange af ham at han så skulle gå i skole.