Martin vågnede af solens skarpe stråler, som lyste lokalet op igennem de gamle egetræsvinduer. I forhold til alle andre dage smækkede Martin øjnene op, hoppede ud af sengen med sådan et brag, at alle i boligblokken kunne have hørt det. Da Martin sad og fik sin morgenkaffe, havde han et stort smil på. Det var længe siden, han havde været så glad. Men i dag var en helt speciel dag og en dag Martin havde set frem til længe. Det var nemlig i dag, at paven kom til byen for at holde tale på den lokale katolske skole, hvor Martin underviste. Martin var opvokset i et katolsk hjem, hvor paven havde en meget stor betydning for dem. Så et møde paven i virkeligheden, var en gestus, som ikke mange oplever. Da klokken viste 7:00 præcis stod Martin klar i sit sorte jakkesæt og pudsede sko. Så var det afgang. Martin lukkede døren og med hastige skridt, begav han sig i mod skolen. Da han trådte ind af døren til hallen, kunne han mærke spændingen i luften. Han stillede sig godt oppe foran for at være sikker på at få et glimt af paven. Men Martins blik fangede noget andet end den tomme talerstol, der lyste op som den fineste trone. For i den anden side af hallen stod den flotteste dame med det smukkeste brune hår. Hun var klædt i en smuk hvid kjole. Da hendes blik fangede Martins, kiggede han i en hurtig bevægelse væk. Men han kunne ane hendes leen. Han kiggede op og så, at hun var i gang med at begive sig over hal gulvet. Han blev forlegen, da hun kom over og hans blik vekslede mellem gulvet og den tomme taler stol. Martin brød den pinlige tavshed ”er du ny her”.” Nej, jeg er blot en tilhører, der er kommet for at studere den katolske tro”. Martin nåede ikke rigtig at spørge mere ind til hende, inden lyden sænkede sig over hallen. Det var paven, der var kommet frem bag talerstolen. Hans hvide klæder lyste op og viste hans storhed. Stilheden blev brudt af pavens ord. Hvert ord i hele hans tale tog Martin til sig og han svor at leve udefra pavens vise ord. Selvom paven var holdt op med at tale og havde forladt scenen, kørte hans ord stadig rundt i Martins hoved. Hans tanker blev afbrudt af pigen, som han havde talt med forinden. ” Syntes du ikke, at paven virkede lidt fraværende under talen? Martin blev oprevet inde i sig selv, da han havde været dybt opslugt af pavens tale. Men han bevarede fatningen og svarede ” nej, jeg syntes, at han var meget tilstedeværende og jeg tog en masse til mig” Hun rakte hånden ud ”Agnete”. Han gengældte håndtrykket ”Martin”. Martin var stadig lidt indebrændt, men samtidig også nysgerrig over det, Agnete havde sagt om paven. Han tænkte, hvordan man kunne sige sådan noget om et helligt menneske? Men han var også nysgerrig for at finde ud af, hvorfor hun sagde, som hun sagde. Og inden han overhovedet havde tænkt det fløj orden ud af munden på ham. ”Vil du med ude at spise? Jeg kender den dejligste lille restaurant”. Hun svarede hurtigt ”ja”, som om hun havde stået og tænkt det samme. Martin og Agnete havde aftalt at mødes ved den katolske kirke, for derefter at følges op til Martins romantiske restaurant. Som aftalt stod Agnete ved hjørnet af den katolske skole, i en hvid kjole med blomstermønster. Hendes hår var sat op og hun så endnu dejligere ud end til pavens tale. Da Martin ankom, begyndte de at gå. Martin ville ikke fortælle Agnete, hvor det var de skulle hen. På turen op mod restauranten virkede Agnete ganske opstemt og ikke som den pige, han havde talt med på skolen. Det bekymrer Martin. Da de ankom til restauranten, vinkede tjeneren dem hen til det fineste bord med hvid dug og citroner i et fad. Og den skønneste udsigt udover Firenze og bjergkæden, hvor solen var på vej ned. Martin fortalte, at han og hans familie var kommet her gennem flere år og havde fået et godt bånd til de ansatte. Tjeneren skænkede vin op i Agnetes glas. Da han skulle til og fylde Martins op, vinkede Martin afvisende. Da tjeneren var gået, spurgte Martin ind til pavens tale. Han fandt ud af, at Agnete ikke engang var katolik, men derimod protestant. Hun mente, at paven var en person, som dig og mig og ikke et menneske, der var blevet født for at sige guds ord. Da Martin fandt ud af det, blev han meget indelukket og ville allerhelst hjem. Men han ville ikke være uhøflig at gå. I stedet sad han uinteresseret og så på et par, der sad og hold i hånd på en bænk længere henne i restauranten. Han tænkte på, hvor dejligt de måtte have det og om det nogensinde blev ham, der ville sidde på en bænk og holde hånd i hånd med hans livs kærlighed. Da aftensmaden blev serveret, rakte Agnete sit vinglas over mod Martin. Misvisende tog Martin imod glasset. Han tog en lille tår af vinen. Da Martin smagte vinen livede han helt op. Han havde fuldstændig glemt, hvor godt vinen og det stegte kalvekød var, når det går hånd i hånd. Martin tog endnu en tår af vinen og vinkede derefter tjeneren hen for spørge efter mere vin. Agnete så sit snit til at køre den videre og hun blev ved med at tilbyde Martin mere og mere vin. Uden at tænke mere over det, tager Martin imod. Som aftenen skred frem blev Martin mere og mere påvirket. Da de rejste sig fra bordet, følte Martin sig meget svimmel. Da de kom til foden af bjerget, tilbød Agnete, at Martin kunne sove ved hende. Påvirket, som Martin var, tænkte han ikke over tingene og lod Agnete fører ham ind i hendes lejlighed. Næste morgen vågnede Martin ved lyden af raslende tallerkner. Han kiggede sig omkring i rummet og så hans underbukser på natbordet. Han kiggede ned under dynen og op igen. Da han kiggede op, så han Agnete stå i døren kun iført underbukser og bh.
Det er gratis at oprette en konto