Morgentur ved stranden

Det var vintertid og jeg havde så meget tid, som jeg ikke vidste hvad jeg skulle bruge til. Jeg var jo lige flyttet ved stranden og kendte bare ikke nogen. Det ville jeg helst heller ikke gøre, efter jeg havde hørt alle mine veninder eller dem jeg troede var mine veninder snakke grimt om mig eller om min krop. Jeg havde gjort alt det jeg nu skulle gøre der hjemme, men hvad kunne jeg mere gøre. Jeg havde bare siddet om aften og set solen gå ned. Jeg havde tit siddet om aftenen og hørt bølgerne fra havet og set solnedgangen, men det blev jeg efter hånden træt af. Jeg gad bare ikke gå ud om dagen, for der plejede, at være alt for mange mennesker, der ikke kunne lad være, med at kigge på mig uden at hviske til hinanden.En dag om morgen, blev jeg vækket at solen, hvor solen skinnede direkte i øjnene på mig. Det var meget tidligt om morgenen. Jeg kunne ikke falde i søvn igen, så jeg besluttede mig for at gå en morgentur. Jeg gik ind på toilettet. Jeg gad virkelig ikke børste tænder, så det droppede jeg. Jeg fandt mit tøj og tog mine sko på og gik. Jeg listede så ingen blev vækket på grund af mig. Jeg satte mit spor mod stranden, der hvor jeg var tit om aftenen. Jeg kendte heller ikke stedet så meget. Der var virkelig stille og der var ingen mennesker. Jeg gik stille over mod kanten af stranden og satte mig på den bænk jeg plejede at sidde på. Jeg sad bare der og tænkte på hvor trist mit liv var. Jeg sad virkelig meget i mine tanker, da jeg lige pludselige så en mand, der kom og satte sig ved siden af mig. Han satte sig helt på den anden side af bænken, selvom bænken ikke var så lang. Han virkede meget tænksom. Hvad lavede han her så tidligt om morgenen? Jeg kunne mærke, at han hele tiden kiggede på mig, men lige så snart jeg kiggede på ham kiggede han hurtigt væk igen. Lige pludselig mødte vores blik hinanden og vi smilede begge to til hinanden og hilste. Så begyndte han at tale til mig. Han spurgte om jeg tit kom her, og om jeg også kommer her om morgenen?Vi begyndte at tale sammen og talte i rimelig lang tid. Så spurgte han ind til om jeg var ny her ved kvarteret, for han havde ikke set mig i koncertsalen, med alle de andre sommergæster. Hvad skulle jeg nu svarer ham? Jeg blev nervøs og svarede, at jeg blev mest hjemme og jeg ikke kunne lide at danse. Det var så også rigtigt. Jeg kunne virkelig ikke lide danse. Hvordan skulle jeg kunne danse med mine klumpede fødder? Vi begyndte at snakke om alle mulige andre ting. Jeg kunne mærke at han godt kunne lide mig, men jeg synes også han var sød nok. Jeg nød virkelig snakken og udsigten, men lige pludselig blev alt ødelagt, med en stemme. Det var min mor der råbte ud af huset. Jeg kunne høre at hun kaldte på mig. Jeg blev nervøs, men vidste ikke om jeg bare skulle forlade snakken eller ignorer råberriet. Jeg kunne ikke kigge manden i øjnene, så jeg kiggede bare ned på min rystende hånd, som jeg prøvede at stoppe. I det jeg kiggede ned og lidt op, så jeg manden rejse sig og sige: ”Jeg håber, frøken, at det ikke er mig, der skyld i Deres dårlige humør. Og vil de, for at overbevise mig derom, tillade mig at ledsage Dem ned ad trappen her. Mosset er endnu fugtigt af duggen, man kan så let falde, eller De blot vil låne min stok?” Jeg gik i panik, og vidste ikke hvad jeg skulle sige. ”Nej”, råbte jeg bare og begyndte at græde. Så sagde manden, at jeg var uretfærdig imod ham. Jeg blev ved, med at græde og stille forlod manden stedet. Da jeg ikke kunne se ham, og ikke kunne græde mere, rejste jeg mig op og forsatte mine spor hjemad. Jeg blev virkelig knust, endnu en gang