Bølgerne skyllede ind over den grå sandstrand. Varmen havde forladt stranden, og den eneste måde man kunne nyde stranden på, var bag et vindue. Der var ingen at se på stranden. Ingen var ude og lufte sin hund, ingen gik, ingen børn byggede sandslotte. Det eneste der var at se var bølgerne. En gang i mellem kunne man høre en måge et sted. Ellers var der stille. Stranden var øde, næsten i hvert fald.
Helt henne ved vandkanten var der en sten. Folk der boede i husene ned til stranden, havde tradition for at mødes ved denne sten om sommeren et par gange om ugen, for at grille og hygge sig sammen. Der blev spist, grinet, snakket og tændt bål, indtil solen gik ned og alle gik ind… Men hvorfor var denne sensommeraften så anderledes? Hvorfor var der ingen mennesker at se nu?
Det eneste der var at se ved stenen var en dukke, lagt på et stort, blødt, håndklæde. Dukken havde ikke andet tøj, end undertøj. Man skulle tro at den var blevet lagt der, for at sole sig? Men hvor var pigen, den lille pige som havde lagt den der?
Hun havde været der, men igen havde vist hvad der var sket med hende.
Det er gratis at oprette en konto