Forladt Dukkelise på stranden

Dukkelise åbner øjnene, kan ikke rigtigt huske noget, ved ikke hvor hun er. Dukkelise ligger på stranden helt forladt, uden nogen at tale med. Kun lyden af vandet og nogle krabber længere nede af stranden kan høres. Hun begynder at tænke på, om der overhovedet er nogen, der holder af hende længere, og nu er hun bare forladt på stranden. Det er som om, hun ikke er ønsket mere. Hun ligger og tænker på pigen, der var hendes mor denne morgen. Hun tænker på hvorfor hun ikke passer på hende, og hvorfor hun ikke kommer og redder hende, som en mor burde. Hun ligger og venter i lang, lang tid synes Dukkelise. De fleste dukker ville have givet op nu. Men ikke Dukkelise, hun tror på, at hendes mor vil komme og hente hende. Hun glæder sig til, at blive taget med hjem og få et bad sammen med mor. Hun kommer pludseligt i tanke om, hvad der skete tidligere på dagen.

Dukkelise blev vækket af hendes mor, der løftede hende op, og gav hende en badedragt på. Så skulle hun sikkert i bad, men hun så, at mor også havde badedragt på. Så skulle de nok i svømmehal. Da hun fik dragten på, tog pigen hende med nedenunder. Ude i køkkenet stod moren og faren i badetøj og med håndklæder og en kurv fuld af pølser og en lille bitte gril. Da de kom uden for, skinnede solen, og himlen var helt blå. Da de kom ind i bilen, satte pigen Dukkelise på hendes eget lille sæde, og spændte hende fast. Så hoppede hun op i sit eget, og spændte sig fast. Hendes forældre var meget overraskede og glade over, at se pigen gøre det selv. De kørte mod svømmehalen, men da de nåede den, kørte de lige forbi den. De kom frem til et sted med meget sand og en kæmpe vandpyt, Dukkelise havde set det her før i tv. Men det var første gang hun så det rigtigt. I tv’et kaldte de det ”Havet” og ”Det store blå”. Hun var meget fascineret over det store blå. Da de var kommet ud af bilen, gik de ned på stranden, og slog deres håndklæder ud. Moren lagde sig, og lukkede øjnene, mens faren åbnede sin taske, og rev en masse ting frem. Han foldede dem ud, og fandt en anden ting frem, med et langt rør. Han puttede det lange rør hen til tingene, og trampede på en anden ting. Tingen voksede og så sjov ud. Der var to store og en lille en. Pigen lagde et lille håndklæde hen over den lille, og sagde ”Lise skal ligge godt”. Der blev Dukkelise glad, hun skulle med ud og lege. Faren tog dukken og en af de store ting og den lille. Pigen gik ud med den anden ting. Faren lagde dukken på den lille ting, og lå selv på den store, pigen kom ud på den anden store. Da de havde været der ude et stykke tid, kastede faren lidt vand på pigen, og pigen gav gengæld. Lyn hurtigt stod Dukkelise i en vandkamp. Hun flød lige så stille ud mod det store blå. Længere og længere, og faren og pigen opdagede ikke noget. Lige indtil pigen råbte ”Far! Min dukke”, hvorefter faren hurtigt satte efter dukken, men blev forfaldet af bølgerne. Han nåede frem til hende, og fik fat i hende med den ene hånd, lige til en bølge slog ham ned under vandet. Men han blev ved med at holde fast, og trækker derved badedragten af Dukkelise. Hun kom længere og længere ud, og bølgerne blev større, og større. Efter det husker hun ingenting, siden hun vågnede på stranden her. Hendes tanker blev brudt af nogle fodtrin, det var en lille dreng. Han så på hende, smilede og samlede Dukkelise op. Han gik ned af stranden med hende, over en klit lige ind til han stopper foran en pige på samme alder som drengen. Han giver hende dukken, og smilede. Han jublede og krammede ham. De sad ned og spejdede ud og havet. Hun sad med Dukkelise og holdte om hende. Det gjorder hende glad, drengen listede armen om hende, hun kiggede på ham og de kyssede, med solnedgang i baggrunde.