Pernille begyndte at græde igen. Hun begyndte altid at græde. Ingen dømte hende, hvis man så hvordan deres far så ud, når han kom hjem. Det hele blev bare værre, da Pernille græd. Så blev far-en sur, og så begyndte han at slå hende. Så begyndte hun at græde endnu mere, men så kom moren ind og skældte Pernille ud for at vække naboerne, hvorefter Pernille igen fik en flad. Så kom Jonas ind for at redde Pernille, og for at skælde forældrene ud, men så gav faren bar Jonas tæsk. Sådan gik det næsten hver aften. Aldrig havde forældrene været søde ved de børn, ved mindre der havde været gæster i huset, eller når de havde været ude af huset. Faren kom også hver aften hjem fuld. Selvom Jonas havde fået nok, havde han aldrig gået til myndighederne for at få hjælp. Han havde ikke brudt sig om myndighederne, lige siden han blev smidt ud af sin første skole. Han havde aldrig været god i skolen. Det eneste han var god til var sport. Siden han ikke var særlig god i skolen, var der aldrig nogen, der viste interesse for Jonas, ikke engang hans forældre. Derfor bød kriminaliteten ham indendørs. Siden da havde han gået på 3 forskellige skoler, indtil han kom på en skole, hvor der endeligt var en lærer, der viste sig interesse for ham og hjalp ham. Jonas kom på rette spor igen, og fik nye venner. De eneste han dog aldrig kunne få respekt og kærlighed fra, var hans forældre. Spe-cielt hans far kunne han ikke vinde respekt fra. Jonas havde set op til ham hele sit liv, men næsten lige meget hvad, så var faren altid blevet skuffet over ham.
Det er gratis at oprette en konto