Jeg satte mig på bagsædet i bilen. Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke skulle kigge over i den modsatte side, men min hjerne lystrede ikke, billedet af hende, der bare sad der og kiggede så sødt på mig poppede op i min hjerne. Ferien sidste år, hvor vi kørte i bil helt til Italien, hun og jeg havde været sammen konstant. Alle vores lege i bilen, og vores lange snakke om aftenen. Det hele var så perfekt og så sker det her! ”Jonas, kommer du?” det var mor. Jeg rystede let på hovedet, og vågnede af min drøm. Der var jo noget, vi skulle klare sammen nu. ”Jeg er på vej.” Mor, far og jeg gik langsomt ind i kirken. Der var propfyldt med mennesker. Mange af dem vidste jeg ikke engang hvem var. Fars chef var der. Han mistede selv sin datter tidligere på året, så han ved nok hvordan det føles. Dengang fortalte han mig, at det værste i livet var at miste sit barn. Det kan jeg jo have svært ved at svare på, da jeg ikke har nogle børn. Jeg ved bare nu, hvor hårdt og ulideligt det er at miste sin tvillingesøster. Hun var alt for mig, min bedste ven. Hvorfor lige hende? Jeg kunne mærke tårerne presse sig på.
Det er gratis at oprette en konto