Mistanken

…. Mathias kigger rundt i det tomme lokale. Han høre kort efter en nøgle gå i nøglehullet og ser håndtaget gå ned. En betjent træder ind i lokalet og sætter sig på stolen overfor Mathias.

Mathias kigger på ham med store øjne, og blinker en gang. - Nå Mathias, siger betjenten, det er jo ikke så godt det her. Mathias kigger ned i bordet og triller tommelfingre. - Hvad mener du, siger Mathias surt.- Jamen vi er jo alle godt klar over hvad der er sket Mathias. - Nå, jamen så forklar mig hvad der er sket?- Vand?- Nej tak. - Okay, men Mathias, vi fandt jo denne kniv på dig, som vi så har fået undersøgt. Der er desværre bleven fundet noget DNA fra en ung mand på kniven. Manden viser sig at hedde, eller skulle man nærmere sige hed, Alex Friberg Andersen. Kender du noget til ham?- Øh nej, kender ikke engang det navn. - Er du sikker, spurgte betjenten.- Ja, jeg er helt sikker. Mathias kiggede rundt i lokalet, lidt op i loftet, ned i bordet, over mod væggen og på betjenten igen. Betjenten kiggede søllet på Mathias, og sagde, - Jeg tror ikke vi kommer meget længere med det her i dag, men du høre fra os om et par dage, farvel og opfør dig nu ordenligt. - Farvel. Mathias rejste sig fra stolen, satte sig ud i sin bil og kørte hjem til sin lejlihed i københavn. Mathias havde ingen søskende, ingen børn, ingen kæreste, men han havde tilgengæl en stor hund ved navn, Rikko. Få dage senere blev Mathias kald ind igen. Mathias blev fuldt ind i det kedelig lokale hvor han satte sig og ventede. Endnu engang blev der trillet tommelfingre og imens blev hele lokalet undersøgt igen. Der var ikke så meget at se, et lille bord med tre stole omkring sig og en grim lampe over bordet med et kraftitg lys. Det var ikke det samme lokale som sidst, det her var meget mindre end det sidste gang. Mathias's tommelfingre var stadig i gang. En betjent kom brasende ind i lokalet, dog ikke helt alene, denne gang kom de to. En kvinde og en mand. - Hej Mathias, så mødes vi jo igen.- Ja dav.- Jamen vi startet vel bare der hvor vi sluttede sidst.- Okay. Mathias kiggede på dem begge med fortvivelde øjne.- Det var denne her kniv, her.- Jamen det er ikke mig, afbrød Mathias.- Så fortæl os hvem det er?Mathias lukkede øjnene i og sagde – jeg vil gerne, men jeg kan ikke.Den ene betjent kiggede forsigtigt op på Mathias og ned i bordet.- Det hele er meget lettere hvis du fortæller sandheden.Mathias rystede på hovedet. - Jeg kan ikke fortælle jer hvem det er.Mathias kiggede ned i bordet og en lille tåre trillede ned af kinden på ham. Han kiggede op igen.- Jeg kan ikke, jeg må ikke, jeg vil ikke. Det var ikke kun en lille tåre der kom trillende længere, men en helt masse.