Analyse af Martin Andersen Nexøs novelle 'Lønningsdag'

Lønningsdag er en novelle af Martin Andersen Nexø (1869-1954), skrevet i år 1896. Den tager fat om forskellen mellem de rige og de fattige, socialisme kontra kapitalisme. Linje 93: "Han er en krakiler, siger Værkejeren til sin søn. Han hører til disse socialister, som de har saa mange af ovre." Sagt af den rige værkejer. Novellen beskriver de fattiges elendighed samt de riges undertrykkelse af de fattige. Jeg vil nu give et kort resumé af novellen: I starten har vi en flok arbejdere fra værket stående udenfor værkejerens hus, hvor de venter på at få udbetalt deres løn. Som sædvanlig er værkejeren der ikke til tiden. Han kommer ud og skal til at gøre regnskabet op, da hans søn ankommer for at lokke ham med til stort L'hombreparti (gammelt kortspil) på hotellet. Først undskylder han sig med ikke at have penge nok. Han bliver dog overtalt af sønnen til at vente nogle dage med udbetalingen af arbejdernes løn, for dermed at få råd til at tage til L'hombreparti. Her vil han have revanche over den lidt anløbne slagter, dvs. en person, der snyder lidt. Værkarbejderne får ikke lov at indføre et ord, og værkejeren kører væk uden at give dem deres penge. På linje 53-55 får vi fortalt at værket producerer brosten, skærver og trappesten. Det fortæller en hel del om den undertrykkelse, der foregik på det pågældende tidspunkt (1896). Man kan sige, at de levede i et ekstremt kapitalistisk samfund, hvor de rige kun blev rigere og de fattige, oftest også kun fattigere. Den sociale arv havde stor indflydelse i modsætning til i dag, hvor man i hvert fald har bedre mulighed for at udvikle sig og avancere både socialt og jobmæssigt op gennem samfundet - uden nødvendigvis at komme fra en ret høj socialklasse. Miljøet i novellen beskriver en barsk verden. Er man fattig er det et hårdt liv, er man rig lever man stort på de fattiges undertrykkelse. Her er en lille reference til et sted i starten af novellen, hvor man bliver opmærksom på, hvor fattigt der er: ".. det kunde se ud, som om man flagede for fattigdommen" linje 24. Citatet kan også fortælle os noget om, at man måske ikke ville acceptere den fattigdom og elendighed der var. I stedet prøvede man generelt at vise hvor godt alle befandt sig. Det er tydeligt at forfatteren har sympati med de fattige i samfundet. Vi får faktisk kun noget af vide om én person i novellen. Det er selvfølgelig værkejeren. Han beskrives som en rimelig hård og egoistisk fyr. Han er egentlig ligeglad med hvad arbejderne kan tænke sig, så længe det styrker hans eget bedste. Et eksempel ses på linje 71: "Aa Sludder Gamle, Arbejderne venter til Mandag! Der er Mønt at tjene i Aften, Slagteren Du ­ allerede lidt anløben ­ og en ganske ny Mand, Grosserer. Du maa sku have Revanche paa den Slagter." Teksten er en novelle pga. dens korthed/enstrengede handlingsforløb og de få personer der indgår i den. Den er selvfølgelig en episk tekst, og er opdelt i to dele. I den første får man en grundig miljøbeskrivelse, hvor man bl.a. bliver gjort klar over at det er vinter og at det foregår på landet. I den anden del forløber handlingen. Forfatteren benytter sig af den alvidende 3. person-fortæller. Der er tale om In media res, dvs. at læseren bliver smidt ind midt i handlingen, uden der rigtig er blevet opbygget nogen indledning. Dette kan både virke forvirrende, men er samtidig også interessevækkende. Sproget i novellen er tydeligvis præget af årstallet. Det er gammeldags sprog. Et godt eksempel er: "Jeg ryger vel ikke af Pinden for de Par Skilling." Forfatteren bruger også nogle personificeringer, metaforer og symboler. Jeg kan fremhæve et par personificeringer, bl.a. på linje 1: "Inde over Aasene staar Skoven og sover(...)" og Linje 18: "... og Husene vender mange smaa Ruder som aarvaagne Øjne ind mod Stenbruddet(...)". Et eksempel på en metafor kan være fra linje 15: "Og Solen skinner paa det hele, saa mildt og blaalig hvidt, saa tandløst og kraftesløst som en Gammelmors smil."