De tre søskende og sneglen

Der var engang tre søstre, som boede på en lille gård lidt uden for en by. De tre søskende lignede ikke særlig meget hinanden og var vidt forskellige. Den ældste søster var på mange måder den smukkeste. Hun havde langt, lyst hår, der altid var flettet og lå nedover hendes ene skulder. Hun havde store, lyseblå, uskyldige øjne og en lille, lige næse. Hendes mund var fyldig og rosenrød og stod i god kontrast til den hvide, skrøbelige hud. Når de tre søskende tog ned på den nærmeste kro, var det altid hende de unge mænd kiggede efter. Men den ældste søster var grådig over for opmærksomhed, og udnyttede de unge, ivrige mænd og sårede deres følelser. Således blev det, at de unge mænd til sidst hellere ville have den mellemste søster. Hun var næsten ligeså smuk som den ældste, med sit skulderlange, lysebrune hår og flirtende øjne, men hun var mere fornuftig end sin ældre søster. Det endte dog altid med at mændene blev trætte af hende, fordi hun var så optaget af sig selv, at hun til sidst ikke snakkede om andet. Den sidste og yngste søster stod altid i skyggen af sine to storesøstre. Hun var lille og kantet, på de punkter hvor hendes søskende var runde og havde former. Hendes hår var filtret og uglet. ”Hestehår” sagde hendes to søskende altid. Det var sat op i en hestehale, der holdte på det mørkebrune hår. Hendes øjne var gyldenbrune. Hendes næse var som de andres, lige og lille, men små brune fregner dækkede den. De to forreste tænder sad skævt ind over hinanden, det gjorde, at når hun smilte, fik hun et gavtyveagtigt udseende. Hun var ganske vist smuk og charmerende på sin helt egen måde, men det så alle mændene ikke. Trods alt smilede hun altid, og et bandeord flød aldrig fra hendes mund. En dag sagde den ældste søster, ”jeg vil gerne rejse væk herfra for en stund; jeg er ved at være træt af mændene nede på kroen.” Og ud drog hun og den mellemste søster for at finde den rette mand, med disse ord henvendt til den yngste søster, ”Du ville nok alligevel ikke have nogen chance, så grim og lille du er.” Faderen spurgte hans yngste datter, om hun dog ikke skulle med ud og finde sig en mand. Da lo hans yngste datter og sagde, ”jeg tager det stille og roligt; kærligheden skal tids nok komme til mig, om jeg så skal vente 7 år.” Den yngste søster tænkte ved sig selv, at hendes to andre søskende nok ville vende tilbage inden to somre– uden mænd. Og ganske rigtigt vendte de to ældste søstre tilbage, sønderknust uden nogle mænd. Den ældstes kjole sad endda lidt strammere om maven, og fem måneder senere fødte hun en lille dreng. Han var et smukt barn, men hvordan skulle hun dog opfostre ham alene? Hun ville i hvert fald ikke selv arbejde og kunne ikke rejse ud igen, med et barn på armen, uden penge. ”Jeg nægter at bo hjemme, indtil han er gammel nok til at tænke selv,” og således tog hun ned til kroen i byen for at skaffe sig en mand, der kunne give hende og hendes søn føde. Mændene på kroen huskede hende for at have knust deres hjerter og var ikke længere interesseret, især ikke nu hvor hun havde fået en søn. ”Er der slet ingen, der ville have mig?” Spurgte hun højt ud i kroen. Da ingen svarede satte hun sig ned igen, lettere rød i kinderne og bedte kromutter om mere at drikke. ”Nu skal du høre, min unge pige,” sagde kromutter. ”Hjemme på min gård sidder min søn og arbejder med sit fine håndværk; træet. Han ville gerne have en kone. Han er godt nok ikke så klog eller flot, men tjene penge? Det gør han” Den ældste søster tænkte lidt over det og tog så i mod tilbuddet. Næste morgen drog den ældste søster ned for at møde sin kommende ægtemand. Da hun så ham, måtte hun synke en ekstra gang. Han var lav og bred, med en lille ølmave og havde en stor vorte på hagen. Den ældste søster tænkte, at hun ikke havde en anden udvej og sagde ja, da han friede fjoget til hende. Den mellemste datter var stadig ene og gik rastløst rundt derhjemme og brugte tiden på at kigge sig i spejlet. Hun blev mere og mere selvisk og egoistisk og ville ikke lave sine pligter mere. Faderen begyndte at blive bekymret for hende og sagde så en dag, ”du kan ikke leve her hjemme for altid, nu drager jeg ud og finder dig en mand.” Den mellemste søster nikkede villigt og sagde så, ”det vigtigste er, at han er flot.” Og med de ord på nethinden tog faderen ud for at lede efter en mand til sin datter. Et år efter kom faderen hjem med en høj, smuk mand til sin mellemste datter. ”Hun er minsandten lige så smuk som du fortalte, hende tager jeg med mig hjem.” Der gik dog ikke mere end et par måneder før hun kom hjem igen, gravid og med blå mærker på kroppen. En solskinsdag gik den yngste datter rundt udenfor og plukkede bær til hende, hendes søster og hendes far. Hun snublede over en sten og tabte alle bærerne ud af kurven. En skygge dækkede jorden foran hende, og hun så op i et smilende ansigt. ”Lad mig hjælpe dig!” Manden sad oppe på en hvid hest og så ned på hende. Han havde en krone på hovedet, og en mørkeblå kappe flød ned over hans skuldre. Hans hår var mørkt, og han have mørkeblå øjne, der smilede venligt til hende. Han steg af hesten og bøjede sig ned for at samle bær op. ”Hvad laver en smuk kvinde som dig herude alene?” Spurgte manden. ”Jeg samler bær til min far og min søster, som sidder derhjemme.” Svarede den yngste søster. ”Hvad med dig?” ”Jo ser du, jeg er ude for at lede efter en kone, jeg kan bringe tilbage til mit slot.” Prinsen kiggede oprigtig, interesseret på hende. ”Har du ikke nogen mand eller børn? ”. Hun rystede på hovedet. Prinsen svang sig elegant op på den hvide hoppe og rakte en hånd ned mod hende. ”Skal jeg følge dig hjem?” Spurgte han smilene. Hun nikkede, og han løftede hende op på hesten. Og således gik det til, at den yngste datter fandt sin prins. Hun red med ham hjem til hans rige. Da de kom hen til hans rige, blev hun ret chokeret, ude foran porten stod der en kæmpe snegl og kiggede på dem. Prinsen sagde til hende at hun ikke skulle være bange, det var hans kæledyr og at den ikke ville gøre hende noget. Den yngste datter havde helt glemt at hun skulle have været tilbage med bærerne til hendes far og søster. Så hende og prinsen red tilbage til hende og gav hendes far den gode nyhed, med at hun havde fundet hendes prins og at de skulle giftes om mindre end en uge, så hun ville blive prinsens prinsesse. En uge efter holdte de et kæmpe bryllup for hele prinsens og den yngste datters familie og venner. Og de levede lykkeligt til deres dages ende.