Analyse af Pia Juuls novelle 'Et vakkert barn'

Teksten er fra novellesamlingen ”Mit forfærdelige ansigt”, 2001

I mange noveller fra 90’erne møder vi det ensomme, isolerede menneske ofte i helt almindelige hverdags situationer. Det samme er gældende for Pia Juul novelle ”Et vakkert barn”. Sproget skaber, hvad det nævner, siger man. I Pia Juuls version betyder det, at den andens tale presser en modtageren ind i en rolle, ofte én man meget gerne var fri for.

Her skal en ung journalist lave et interview med en skoleinspektør, hvis sproglige metode til at skjule sin usikkerhed og tomhed er at udbasunere, hvad hun mener, er en forfærdelig pinlig barndomsoplevelse. Han presses derfor ind i rollen som terapeut.

Historien starter in media res, det vil sige, at der ikke kommer en præsentation af miljø og personer. Derimod går fortælleren lige til sagens kerne nemlig spørgsmålet om, hvordan hovedpersonen skal få skrevet dette jubilæumsinterview. Et kende tegn for in media res er, at der kan stilles spørgsmålstegn ved de første linjer, da der ingen forklaring ligger forud. Den fulde forståelse indtræffer først efter at have læst et godt stykke af novellen.

Denne novelle kan også inddeles i 3 forskellige faser. Især fordi at det er en rammefortælling. I den første af disse fremtræder hovedpersonens problemstillinger. Hovedpersonen, som er en ung journalist, reflektere i rammen over hvor let en artikel det kunne have været at skrive, hvis det ikke havde været for ”fejlen”. Her er vi i journalistens hoved og får lagt rammen til selv selve handlingen. Virkningen heraf er at fortællingen får større gyldighed og virker mere ægte.