Analyse af Christian Kampmanns 'Emilie Grüen'

I fortællingen, ”Emilie Grüen”, af Christian Kampmann (”Blandt Venner” fra 1962), møder vi Emilie, som er på kanten af et mentalt sammenbrud. Litteratur fra tresserne handler ofte om, hvor vigtigt det er at være i balance med sig selv. Da vi har haft en smule om Freuds psykoanalyse, vil jeg gøre rede for Emilie Grüens psykiske tilstand. Et af de virkelig gode punkter at slå ned, er dette citat: ``Nu havde moderen i godtroende indremissionsk tradition opdraget hende til, at der var grænser for, hvad man kunne tillade sig, at bede herren om. Hendes bøn var derfor først og fremmest en taksigelse, men samtidig undslap der fra hendes underbevidsthed et lille, fortvivlet skrig om hjælp. Hun sov roligt ind, og hele ugen var hun sit gamle, ligevægtige jeg. Så kom det andet brev.´´ At Emilie er indremissionsk opdraget, vil sige at hun skal underkende sine seksuelle, aggressive og dyriske behov eller bare ”Id”. Indremission står for et meget kraftigt styrket ”Over-Jeg” og balancen bliver dermed meget skæv, og ”Jeg’et” bliver i den grad uligevægtig. Denne adfærd ses hos neurotiske personer og i vores tilfælde en Emilie Grüen. Citatet viser, at hun hører skriget fra underbevidstheden, og først derefter kan falde til ro. Men hun lytter ikke til sin underbevidsthed (hun skriver det andet brev), og vender tilbage til sit gamle jeg, hvor ”Over-Jeg’et” har overtaget over hende. Bogen, Sexus af Henry Miller 1, er også et tema i novellen. Emilie påvirkes kraftigt af den, da den beskriver de sider hun ellers har været ”skånet” for. ”Over-Jeg’et” vinder endnu en gang, og hun brænder bogen, som symbol på hendes foragt.