Yuppie boy og den røde kuffert

”Yuppie ” bliver man kaldt. Det lyder næsten som et skældsord, når sådan en bonderøv kalder én det. Bare fordi man har taget sig sammen i skolen, og har fået sig et ordentligt arbejde. Hvorfor kan sådan nogle som ham ikke bare forstå, at han skal acceptere det tilbud, jeg giver ham. At han så skal arbejde lidt ekstra for at opfylde de krav, mit firma sætter, er da ikke mit problem. Her kommer jeg i min hvide skjorte og mine pæne sko og bukser. Og hvad får man? En gammel sur landmand med beskidte hænder og ulækre negle. Han blev dog ikke mere begejstret, da jeg fortalte ham, hvad konsekvenserne for hans benægtelse ville betyde for ham. Da måtte han alligevel bukke under og acceptere, at det var sådan, det var. Hvorefter jeg måtte høre på at blive kaldt ”yuppie ” igen. Jeg skulle bare væk derfra. Ind til byen igen. Der var jeg på hjemmebane. I stedet for herude i skoven. Jeg blev usikker derude. Og nu var jeg også faret vild. Det begyndte at blive mørkt. Det føltes, som om træerne begyndte at vokse sig over mig. Som om jeg var fanget derude. En vind pustede mig i nakken. Var der nogen efter mig. Nej nej. Jeg var bare paranoid. Og så alligevel. Jeg syntes, der var skikkelser overalt. Måske arbejdede jeg for meget. Jeg trængte til ferie. En lang lang ferie. Bare for at komme væk. Glemme det hele. Alle mine ugerninger. Smide den her forbandede røde kuffert ud. Al den sorg den havde bragt. Hvis jeg dog bare havde ladet den være, da jeg fandt den, så havde alt været fint. En busk begyndte at bevæge sig. Der var nogen eller noget i den. Og pludselg så jeg det. Et stort rødt væsen med en lang spids hale og klove, hvor dens fødder skulle være. Store sorte horn i panden og de mest frygtindgydende røde øjne. Jeg vidste med det samme, hvem/hvad det var. Det var en dæmon, der havde forfulgt mig, lige siden jeg havde samlet den her kuffert op. Den havde aldrig gjort mig noget. Den havde givet mig opgaver, jeg skulle fuldføre for den. Forfærdelige opgaver såsom henrettelser og ofringer af andre mennesker. Alt sammen skulle der holdes regnskab med. Den havde lister og dokumenter over hvem, der var skaffet af vejen, og hvem der skulle det. Alle dokumenter, papirer og lister var samlet i én kuffert. Jeg vidste ikke, hvorfor disse måske uskyldige mennesker skulle væk. Jeg vidste heller ikke, hvad der ville ske, hvis jeg ikke gjorde det, som han bad om. Men jeg vidste, at der ikke ville ske noget godt. Han kom nærmere og nærmere. Og jo nærmere han kom, jo større så han ud, og jo mere frygtindgydende blev han. Han havde en ny opgave til mig. Han sagde aldrig et ord. Han gav mig bare papirer, hvorpå mine opgaver stod klart og tydeligt beskrevet. Han gav mig papirerne og forsvandt så igen. Jeg turde næsten ikke læse opgaven igennem. Jeg tror ikke, jeg vil kunne klare en opgave til. Det drejede sig om landmanden, jeg lige havde besøgt. Han skulle væk. Hvorfor stod der ikke, men det gjorde der heller aldrig i de andre opgaver. Det ville ikke være så svært. Ham var jeg i forvejen vred på. Sådan en sur gammel bonderøv. Jeg vendte om og begyndte at gå imod huset, hvor han boede. Det var blevet aften, og månen var begyndt at lyse ned mellem trækronerne. Landmanden havde et lille hvidt hus med stråtag og en lille skorsten. Klassisk lille landmandshus. Hvordan skulle jeg gøre det? Skulle jeg bore en kniv gennem hans hjerte? Eller skulle jeg brænde ham i hans seng, mens han sov? Nej, så ville resten af huset også bare brænde ned sammen med hans familie, og der stod ikke noget om, at de også skulle dø. Kniven lød som den bedste idé. Jeg sneg mig ligeså stille op til huset. Jeg kiggede ind af et vindue. Hele familien sad inde i stuen og græd. Ham selv, hans kone og hans to børn. Jeg kunne forstå, at det var fordi, de ikke var i stand til at arbejde så meget for at opfylde kravene, jeg havde givet dem. En underlig følelse voksede inden i mig. Jeg fik det dårligt. Men dette måtte ikke distrahere mig. Jeg havde jo en opgave at udføre. Jeg ventede et par timer, til familien var gået i seng. Jeg fandt et åbent vindue. Jeg stillede kufferten udenfor, og sneg mig ind i huset. Jeg fandt værelset, hvor landmanden lå og sov. Jeg stillede mig ved siden af hans seng. Jeg tog en dyb indånding, rejste kniven over mit hoved og skulle lige til at bore den gennem hans bryst, da jeg hørte barnegråd komme fra et andet værelse. Jeg lyttede lidt til gråden af barnet. Millioner af tanker fløj gennem mit hoved på utrolig kort tid. Jeg tog en hurtig beslutning. Jeg smed kniven fra mig og stormede ud af huset. Tog fat i kufferten og forsvandt ud i skoven, hvor jeg kylede den kuffert så langt væk, som jeg nu kunne. Jeg blev bare ved med at løbe, til jeg ikke kunne mere. Jeg løb op på en bakke, hvor jeg stoppede for at få vejret. Hvad skulle der ske med mig nu? Hvad ville min drastiske beslutning betyde? Ville den betyde noget? Eller ville jeg bare kunne fortsætte mit liv uden den dumme kuffert? Og der så jeg den. Den røde kuffert lå lige foran mig. Jeg prøvede at løbe væk fra den, men det var som om, at jeg ikke kom nogen steder hen. Den blev bare ved med at ligge der. Jeg så dæmonen komme frem fra skovens mørke. Den så bare mere afskyelig ud om natten. Den kom nærmere og nærmere, og jeg kunne ikke gøre noget. Jeg var nærmest paralyseret. Den stod lige foran mig nu. Den rejste sin hånd med de mest ulækre klør og slog mig hårdt i hovedet. Jeg ramte den ellers så bløde skovbund med hovedet. Jeg blødte voldsomt. Jeg kunne ikke rejse mig op. Jeg prøvede at råbe om hjælp. Men der kom ingen lyd ud af min mund. Jeg så kufferten ligge nede for enden af den bakke, jeg lå på. Landmanden fra før kom gående og kiggede underligt på kufferten. Han kiggede sig omkring. Han bukkede sig efter den. Jeg prøvede at råbe efter ham, for at han ikke skulle røre ved den, men jeg kunne ikke. Så samlede han kufferten op og gik.