Mormors kuffert

I dag er det næsten et år siden at min mormor døde. Egentlig var det ikke en rigtig sørgelig begivenhed, det var bare lidt trist. Hun havde trods alt levet et langt liv.Da min mor og jeg ryddede op i hendes lille gule murstenshus, fandt jeg på loftet en stor og gammel kuffert. Den var beklædt med slidt mørkebrunt læder og blev holdt sammen af tykke læderremme med jernspænder. Den lå gemt væk i et hjørne og var fuldstændig dækket af støv. I starten fangede den ikke min opmærksomhed, men da jeg flyttede den og lidt brutalt smed den over i bunken af ting, der skulle smides ud, hørte jeg lyden af glas, som knuste. Jeg prøvede at åbne kufferten for at se, hvad der var sket, og efter at have udkæmpet en hård kamp med de genstridige spænder, fik jeg den op. Der mødte mig et besynderligt syn i den åbne kuffert. Den var fyldt med strålende smykker, billeder, et rødt slidt silketørklæde, små notesbøger og en masse andre ting. Jeg fandt ret hurtigt det knuste glas. Det var glasset til en billedramme. Forsigtigt tog jeg det op, pustede støvet væk og så på det. Billedet forestillede en ung kvinde i en lys sommerkjole. Hendes ansigt, med det strålende smil, var kønt og hendes øjne skinnede af liv. Efter at have betragtet billedet i et lille stykke tid, gik det op for mig, At den unge kvinde var min mormor. Det var mærkeligt at se, hvordan hun strålede af livsglæde. Hun sad på en lavt hængende gren i et stort træ. Ved hendes fødder lå en brun hund med tungen hængende langt ud af munden. Fotoet gav mig et helt andet billede af min mormor. For mig havde hun altid været den gamle triste kvinde med det grålige hår og store eftertænksomme blå øjne, men selvfølgelig havde hun også været ung engang. Det var dumt af mig at tænke andet. Jeg forestillede mig hende, sidde på grenen, mens hendes far tog billedet. Lidt efter ville de gå over til resten af familien og drikke te i de hvide havemøbler, som mormor havde haft stående på sin terrasse. Jeg forestillede mig, at min mormor ville fortælle sine forældre, at hun ikke ville på husholdningsskole, men derimod på universitetet. De ville blive dybt skuffet over, at deres datter ikke ville lære, at blive en god husmor. Hvem ville dog have en kone, der var klog, men som ikke kunne kokkerer en ordentlig andesteg til juleaften? Den historie havde jeg hørt utallige gange, den havde været en af min mormors yndlings historier fra hendes ungdom.Det næsten jeg tog op af kufferten, var en lille læderindbundet bog. Ved første øjekast lignede den bare en notesbog, men i den var der skrevet en masse digte. Håndskriften var min mormors kringlede og ulæselige skrift. Da jeg begyndte at læse, opdagede jeg hurtigt at de alle handlede om ulykkelig kærlighed, og en unavngiven kvindes længsel efter en manden hun ikke kunne få. Jeg sad lidt og overvejede, om det mon var hende selv, det handlede om. Havde min mormor mon ligget og grædt sig selv i søvne og havde hun været ganske ulykkelig?Det skræmte mig lidt, jeg havde altid haft det perfekte billede af min mormor og morfar. At hun havde elsket ham højt, men måske ikke? Når jeg tænker tilbage, kan jeg huske tidspunkter, hvor mormors ansigtsudtryk blev formørket, når nogen nævnte morfar. Om aftenen da vi kom hjem, lagde jeg mig i min seng og læste videre. Jeg havde, uden at min mor opdagede det, taget bogen med mig hjem. Da jeg kom til de sidste sider, fandt jeg et stykke sammenfoldet bleget papir. Jeg foldede det forsigtig ud og lod blikket glide ned over den pæne håndskrift, som var meget forskellig fra min mormors. Det var et brev skrevet til min mormor. Det var ganske kort og lød som følger.Kæreste Elina, vi må slutte det, min kone ved besked. Jeg ville ønske, at det aldrig var kommet så vidt mellem os, men jeg kan ikke ændre på fortiden og kun se fremad og glemme. Jeg håber, du vil gøre det samme! Og gifte dig med ham. Kærlig hilsen, Phillip.Det var altså som jeg troede, ulykkelig kærlighed. Min stakkels mormor, hun havde aldrig elsket morfar, jeg begyndte at forstå, hvorfor hun altid havde sagt til mig, at jeg skulle følge mit hjerte og aldrig give efter. Det var den fejl hun havde begået, og hun havde lidt af det, hele sit liv.