Der var mørkt og koldt oppe på loftet. Jeg fortrød lidt at jeg var gået her op. Her lugtede af mug, der hang spindelvæv i alle hjørner og jeg kunne næsten ikke komme forbi, fordi der lå ragelse over det hele. Hvorfor var det egentlig at jeg var gået herop? Når ja, jeg havde jo læst i avisen at der på et loft, her i Odder, skulle være en brun kuffert med en masse breve i. De fortalte også i avisen at politiet skulle have den hvis nogen fandt den, for det var et bevismateriale i en eller anden mærkelig sag. Nu var jeg kommet helt ind bagerst på loftet. Nu stod jeg foran en stor ting, der var dækket af et gråt tæppe. Jeg løftede forsigtigt tæppet af, og der var den, kufferten! Jeg blev så forskrækket og glad på samme tid. Jeg slæbte kufferten med ned på mit værelse, og gemte den under sengen. Jeg smed mig på sengen, og tænkte over hvad jeg skulle gøre med kufferten. Jeg ville ikke give den til mor, men jeg ville heller ikke selv aflevere den til politiet. Jeg besluttede mig for at beholde den og kigge nærmere på den i morgen. Jeg vågnede ved at nogen bankede på min dør: ”Erik, der er mad”, råbte min mor. Jeg måtte være faldet i søvn, da jeg lagde mig på sengen. Det bankede igen: ”Der er mad!” Råbte hun. Jeg måtte hellere se at komme op, og ud at spise. Jeg mærkede under sengen, lige før jeg gik, og den var der stadig. Så var det ikke en drøm!”Jeg kommer nu!” Råbte jeg tilbage. Jeg hørte min mors skridt vende om, og gå ind mod køkkenet. Jeg stod op og gik ned i køkkenet. Jeg satte mig på en stol ved køkkenbordet. Min mor vendte sig om, iført joggingtøj og forklæde, med tomatsovs smurt ud over sig. ”Hvad har du lavet i dag? Jeg synes du ser lidt forvirret ud”. Hun er altid så bekymret, også hvis jeg bare har været hos en ven. ”Jeg har været i skole, som sædvanlig, så har jeg været hjemme, lavet lektier og set lidt fjernsyn”. Jeg nævnte ikke et ord om kufferten, jeg var bange for at hun ville tage den fra mig eller gøre noget med den. ”Og jo, for resten faldt jeg i søvn på min seng, jeg havde lidt ondt i hovedet”, løj jeg. Jeg ville ikke have, at hun skulle fatte mistanke. ”Nå nå, jamen det lyder da hyggeligt, vi skal have pasta med kødsovs til aftensmad”. Hun vendte sig om og begyndte at nynne. Jeg tænkte ikke på andet end kufferten. Hvad skal jeg gøre med den? Hvad mon der er i den? Hvem tilhører den? Hvorfor har vi den? Og sådanne ting. Men jeg lovede mig selv, at ville kigge nærmere på den i morgen. ”Tak for mad” sagde jeg, da jeg var færdig. Enten hørte hun det ikke, eller så ignorerede hun mig, for hun svarede ikke. Jeg smuttede op på mit værelse, og til min store forbavselse lå der breve spredt ud over hele gulvet. Hvad var nu det? Jeg satte mig ned og trak kufferten ud. Den var noget lettere end før, og der lå resterne af … Hvad var det for noget? Det var resterne af et jakkesæt, så det ud til. Jeg samlede brevene op, undtaget et, og puttede dem ned i kufferten. Jeg tog det ene brev, lagde mig i sengen og kiggede lidt på kuverten. Jeg åbnede brevet og foldede papiret ud. Der stod ikke ret meget i brevet, og jeg kunne næsten ikke læse det. Men et forsøg gjorde jeg: ”Kære Peter. Jeg har fået dit brev, og jeg er med på idéen. Hvornår og hvor? Jeg har fået X med på planen, han skal spille en vigtig brik. Hilsen Kasper.”
Det er gratis at oprette en konto