Analyse af Amalie Skrams novelle 'Karens Jul'

Karens JulNovellen “Karens Jul” er skrevet af Amalie Skram i 1885. Novellen har til hensigt, at bringe 1800 tallets moderne gennembrud op ved, at vise kvinders selvstændighed gennem Karen. Amalie oplevede selv et 13 års ulykkeligt ægteskab, der sluttede lige før teksten “Karens Jul” blev skrevet. ”Karens Jul” foregår på en havn, hvor der er et lille skur. Skuret blev engang brugt til, at huse tilkommende handlere, men med tiden holdt man op med at bruge skuret. En af vagterne opdager, en dag i julen, at skuret bliver brugt, af en ung kvinde og hendes barn. Vagten ville smide hende på fattighuset, men hun overtaler ham med hendes historie om, hendes barn, en madamme, som hun arbejdede hos og den mand, hun ikke ved navnet på, som er barnets fader, om at få lov til, at blive i skuret. Der er 3-4 dage til jul, og vagten advarer hende om, at være ude på den 4. dag. Vagten tjekker op på Karen og barnet, de næste dage. Hun sidder i den samme stilling, hver gang han kommer hen til vinduet. Vagten bliver bekymret, kommer ind i skuret og finder hende, samt barnet, dødt.Novellen kan opdeles i 5 afsnit. I det første afsnit, ses novellen med en objektiv fortæller, der beskriver skuret, Karen befinder sig i(side 128, linje 1-6): “På et af Damoskibskajerne i Kristiania laa der for en Del Aar siden et graamalet Træhus med fladt Tag, uden Skorsten, omtrent 4 Alen langt og lidt kortere paa den anden Lid...”. I det andet afsnit, ses novellen med en underforstået fortæller, hvor vi ser gennem Vagtens øjne, og vi hører hans indre tanker og følelser(side 30, linje 12-23):”Det var et tyndt, lidet Fruentimmer, med et smalt, blegt Ansigt og et dybt Kjertelar paa den ene, ret op og ned som en stage, og øjensynlig næppe ganske voksen(...)”. I det tredige afsnit, er det igen den objektive fortæller, som der var i første afsnit. Her fortælles Karens historie(side 31, linje 27-29): “Nu siden Far min dødde, er der ingen til aa tå mig i Forsvar, naar min Stedmor kaster mig ut”.I det fjerde afsnit, er det igen den underforstående fortæller, hvor Vagtens indre syn på Karen ændres, fra at vil sende hende til Fattigvæsnet til, at hun må blive et par ekstra dage i skuret(side 133, linje 11-14): “ Ja, ja, lad gå(..)” og senere “Du kan være her til Julen(...)”. I det femte afsnit, er igen den objektive fortæller, som vi også har set i det 1. og 3. afsnit. Her finder vi ud af, at Karen og hendes barn er dødt(side 134, linje 12-15): “De var stendød begge to. Barnet lå op til Moderen og holdt endnu i Døden Brystet i Munden(...)”. Afsnittet afsluttes ved, at skuret bliver revet ned, så det ikke kan huse flere af Karens slags.Skurets historie kan reflekteres i Karens liv. Det starter ud med, at skuret bliver brugt til færgemændene der ville have tag over hovedet. Karen starter også ud med, at være til nytte for en Madam, vi kort hører om. Senere trækker færgemændene til et andet, og skuret bliver kun brugt i nødstilfælde. Karen får barn, og kan ikke længere bruges, fordi hun skal amme barnet. Hun bliver forsikret om, at hun kan komme tilbage til arbejde, efter jul igen. Samtidig bliver hun smidt ud af huset, af sin stedmor, da barnet og her er en last.Karen, og hendes lille barn, dør efter 4 nætter i skuret. Efter dét bliver skuret revet ned. De kan ikke længere bruges, og bliver glemt.Amalie Skrams sprog, er en blanding af dansk og norsk. Når der snakkes i novellen, der det norsk, og når der fortælles er det dansk. Den er beskrevet meget dyster i starten, for at læseren skal få en forståelse for, hvilket miljø man befinder sig i. Sproget følger handlingen i novellen, forstået på den måde, at Amalie holder skrivemåden i den sørgelige tone, som bedst ses, når hun beskriver omgivelserne, så man ikke skal tro, at det er en lykkelig fortælling.Vi befinder os på havnen i Christiania midt i 1880’erne, hvor der arbejdes, både som vagt, handler og fisker. Havneområdet opfattes hurtigt som den fattige del af byen, og i teksten finder man blandt andet eksempler på, at der hores(s.132, l. 11-13): ”Jæ traf ham paa Gata om Kvællerne, naar det var mørkt men det varte ikke længe før han ble borte”. Karen kender ikke faderens navn, og med den udtalelse, får man udtrykket af, at hun er blevet tvunget til samleje med denne mand. Hele stemningen bygger op om et smudset og snusket miljø(s.128, l. 20-28): ”..lå sneen som et graalighvidt, fintfrysnet overtræk” og senere ”.. fik fasflammerne i lygterne en skidden, brandgul glans..”. Det fremstår samtidig uhyggeligt. Skuret, Karen opholder sig i, har en central rolle i novellen, da man her får store indtryk af både Karens stædighed, og hvordan miljøet er på havnen. Karen er en enlig mor med et ungt barn. Barnets far kender hun ikke navnet på, da hun mødte ham da det var mørkt og ikke har set ham siden. Hun plejede at tjene en madam, men blev smidt væk da hun kom i ulykke. Karens far er død, og hendes Stedmor valgte at smide hende ud af hjemmet. Hendes eneste mulighed for at overleve er at bo i hytten, da der i det mindste er varmere end ude på gaden. ”Det var et tyndt, lidet Fruentimmer, med et smalt, blegt Ansigt og et dybt Kjertelar paa den ene, ret op og ned som en stage, og øjensynlig næppe ganske voksen. Hun var iført et lysebrunt Overstykke, en slags Kofte eller Jakke, hvis Snit røbed, at den havde kendt bedre dage, og et mørkere Kjoleskjørt, der hang i Laser forneden og naaed hende til anklerne. Fødderne stak i et par hullede Soldaterstøvler, hvis Aabninger foran var uden Snørrebaand...”Karen er desperat om at blive i den lille hytte. “Fingre greb fat i hans Ærme. >Jeg ber saa vakkertt - i Guds Navn - bare til Madammen kommer <” Hun bliver nødt til at være stædig overfor politibetjenten, da han foreslår at hun skal til fattigvæsnet. Det kunne være et tegn på det moderne gennembrud, om at kvinder gerne vil være selvstændige og føler at de selv har en indflydelse på deres liv. Karen ender med at dø i det lille skur, men beholder et lille smil på sine læber. Efter det hårde liv hun har levet, er hun sikkert et bedre sted. “Men kansje det er bedst, som det er for dem begge to. Vorherre har naa vel en Mening med det.”Politikonstablens opgave er at patruljere og at sørge for at alt er godt. Han er meget forstående og gavmild bl.a. da han vælger at lade Karen blive i det lille skur, da han ser under hvilke forhold Karen og hendes barn er i. “Politikonstablen fik en beklemmende Fornemmelse. I det første Øjeblik havde han tænkt at drive hende ud med fyndige Ord og la hende slippe med en advarsel. Men da han saa paa dette elendige barn, som stod der med det lille Kryb i Armen og trykked sig op ad mod Bænken og ikke turde sætte sig af Frygt og Ydmighed, gik der et Slags Rørelse igjennem ham.Han prøver også på at hjælpe Karen, da han vil snakke med barnets far og sætte hende ind på Fattigvæsnet, men indser at det bedste han kan gøre for Karen er at lade hende blive i det lille skur indtil madammen ville komme, for at give Karen et arbejde.Vi ser, at 1800 tallet mest af alt, er en social kamp for kvinderne af det 18. århundrede. Man oplever en nedbrydning af sociale normer, og af det stereotype og konservative billede, som netop huserede i starten af 1800 tallet. Det er især kvinderne, som tager kampen op og fører fanen, og man kan sige imod dette patriarkalske system, som kvinderne lever under i 1800 tallet. Det var sådan, at en kvinde var et billede af familien udadtil, som mændene nød godt af at vise ud af sig. Det var også sådan, at det var forventet af en kvinde, at hun ventede med, at blive seksuel aktiv indtil hun var gift, og havde fundet den mand, som hun ville vie resten af sit liv til, med at forsørge og passe hans hushold samt fremtidige børn, som de ville få sammen. Kvinden havde derfor også en hvis rolle hun skulle opfylde, ikke kun i husholden, men i høj grad også udadtil. Dette ser vi i et af Amalie Skrams værker; ”Karens Jul”. Vi møder Karen, en ung enlig mor, som nu står uden arbejde, og fra at have haft et fint arbejde hos en jordmor, ”madammen”, som hun nu er kommet i uråd hos, og som samtidig er blevet sløj. Dermed resulterende i, at den unge og nybagte mor, Karen, bliver nød til at forlade sine trykke rammer hos madammen. Karen søger ly i et lille nedslidt træhus, ved den beskrevne bådkaj, indsvøbt i tæpper og med en skrigende unge, klamrende fast til sig i et håb om, at den kære madamme kommer tilbage og henter hende: ”La mig få være her om Nætterne, tedess jæ for Plassa mi tilbage – Bare Madammen kommer”. Denne sætning er sagt, da vagten prøver at hjælpe hende op i ly og varme, så hun ikke ligger i træhuset og fryser, men Karen takker nej til dette og dermed ligger der en vis facade og holdning, at tage imod hjælp, specielt hvis man allerede er kommet i uråd, er skammeligt og uværdigt. Selve den holdning ligger meget dybt i kvinder i 1800 tallet, og i samfundet generelt, var kvinder vant til, at ses som den der holdt huset, og de var dem, der var “limen” i familien og derfor var det også skammeligt, som i Karens tilfælde, at være enlig mor og ugift. Vi får en forklaring på, hvorfor Madammen er væk, og hvad der egentlig er sket i dette fine hushold, som Karen tidligere tjente. ”Det var hende, jæ tjente hos. – Jæ hadde slik pen Kondition med 4 Kroner Maanen og Frukost, men saa kom jæ i Uløkka, og saa maatte jæ jo væk, forstaas. Madam Olsen gik sjøl og fik mig paa Stiftelsen, hun er saa snil, Madam Olsom, og jæ var i Tjenesten, like tedess jæ gik paa Stiftelsen og la mig, for hun er alene, Madam Olson, og hun så, hun sku beholle mig, tedess jæ intet ku’ orke mere, Men saa kom dette paa, at Madam Olson sku’ rejse, for hu er Jordemor, Madam Olsen, og saa blev hun syk liggenes deroppe paa Landet, og nu siger dem, hun kommer inte før til Jula.” Karen skal altså være her til jul, hvilket hun har fået fortalt af ufremkommelige folk. Man kan sige, at det, at Madammen ikke selv underretter Karen eller i hvert fald sender en efter hende, kan tyde på, at Karen nu klinger sig fast til en vis stolthed og falskhåb om, at Madammen kommer og henter hende, selvom hun tydeligvis godt ved, at dette ikke er tilfældet. En sætning indikerer dette meget godt: ”Men saa kom jæ i Uløkka, og saa maatte jæ jo væk, forstaas.”. Vi ser, med denne sætning, at Karen godt ved, at hun måtte væk, og at madammen ikke kunne blive ved med, at beholde hende. Hvorfor Karen så alligevel sidder i dette træhus og nægter hjælp fra vagten, beskriver meget godt 1800 tallets situation for kvinderne. Karen ved udmærket godt, at det intet ville nytte, selv hvis hun fik noget hjælp af vagten, hvor skulle hun så tage hen? For ikke at snakke om, at der er en hvis forventning til, hvad kvinder skal foretage sig og føre sig selv på, ville det, med andre ord, ikke gavne noget, at tage imod vagtens hjælp. Hun er et eller andet sted dødsdømt af samfundet og en forudbestemt samfundsorden i henhold til kvinder, derfor er hendes eneste håb, at håbe på, at Madammen kommer tilbage.Novellen Karens jul indeholder et meget naturalistisk tema hvilket er fattigdom. Det er et meget ligetil tema og Amalie Skram har ikke prøvet at idyllisere handlingen om den fattige Karen. Amalie Skram skriver derfor novellen hvis tema fattigdom, er en stor del af historien, hvilket man kan se på selve handlingen der omhandler Karen som havde mistet sit arbejde og skulle derfor finde et sted hun kunne leve med sit barn. Hun levede i kulde og havde ingen steder at tage hen. Det lille skur var ikke varmt, men var hendes eneste mulighed fremfor den endnu koldere gade. Hendes barn og hende havde kun hinanden. Et andet tema der kan ses i novellen er bl.a. undertrykkelse. Karen er en meget undertrykt kvinde, der kæmper for at beholde hendes liv.