En roseKærlighed er noget alle mennesker kender til. Det er en varm inderlig følelse af hengivenhed og agt for et andet menneske. Novellen ’’En rose’’ skrevet i 1899 af Amalie Skram(1846-1905) handler kort fortalt om, hvad der kan ske med en mand, hvis han ikke får kærlighed og støtte fra sin hustru.I novellen får man en ægtemands syn på sin hustru, og novellen styres jævnligt i flashback fx:’’ Denne kvinde, som han havde elsket over alt i verden’’, han ligger i sin seng og tænker tilbage på sit liv, og dets udvikling. Novellen starter i en medias res fx:’’>> Ja, det er jo trist dette her.<<’’, ægteparter er her midt i en samtale. Den sørgelige historie får vi fortalt igennem ægtemanden, og derved ligger synsvinklen hos ham. Ægteparret beskrives begge som midaldrende og blege, men den døende ægtemand har sundt mørkt hår og hans hustru tyndt lyst hår fx:’’ Hun var lys, blond og stormavet, med bleget, dybtliggende øjne, og tyndt hår’’, og fx:’’ Han strøg sine fingre igennem sit trætte mørke hår, løfted det blege, af sort skjæg indrammede ansigt’’.Den døende mand har mange forventninger til ægteskabet, men ægteskabet er desværre ikke endt, som han ønskede det.Hustruen agere anderledes end andre kvinder i den tid, måske fordi hun er chokeret, hun ved ikke hvad hun skal stille op uden en ægtemand. Den døende mand er nemlig overbevist om, at hans kone hellere ønsker ham død end levende fx:’’ I virkeligheden havde hun bare slåt en smældende latter op: Ha, a ha! Du dø!’’. Hustruen siger også direkte til sin dødende mand, at hun har svært ved at tage hans sygdom sørgmodigt nok:’’>> Du er naturligvis forundret over at jeg ikke tar denne din sygdom sørgmodigt nok. Men jeg kan ikke. Jeg har git dig alt, vad jeg har. Jeg kan ikke mere <<’’ manden er meget ked af det, og man kan tydeligt se, at manden søger en form for bekræftelse og omsorg fra sin hustru. Han savner den ideelle og agtpågivende hustru. Den døende mand ligger bare i sin seng og venter på at sygevognen kommer og henter ham, og bringer ham til sygehjemmet. Han håber på omsorg fra kvinderne på sygehjemmet, men ligger stadig og tænker på, om hans hustru vil følge ham, følge ham til sygehjemmet. Han trænger rent fysisk til et medmenneske. Inden han tager af sted, skriver han et brev til sin halvvoksne datter. Et brev hun må åbne og læse, når hun engang er blevet voksen. Hans forhold til datteren er på mange måder et forhold tilsvarende det, som han har til sin hustru:’’ Hun lignede sin mor så alt for meget’’. Deres forhold var ligesom med hustruen blevet koldt og mere fjendtligt med tiden. Den døende mand kan ikke se flere ting at glæde sig over i livet, der er slet ikke mere at yde, hans livssyn er blevet opgivende. På sygehjemmet kan han heller ikke finde hvile. Lægerne fortæller hustruen at ’’ >> Han er jo heller aldrig kommen rigtig til kræfter efter uheldet på kjøreturen i vår<<’’ , hustruen besøger ham par gange på sygehjemmet, men den døende mand tænker kun på hvor trist og tomt og fattigt hans liv var blevet. Han tænker mest på lille Karen, hans datter. Efter et par uger på sygehjemmet dør manden - alene – ikke en hånd at trykke til afsked, end ikke et kærligt ord.
Det er gratis at oprette en konto