I 1899 udkom samlingen ”Sommer”, af Amalie Skram. I samlingen finder man teksten ”En rose”, der omhandler et ægtepar der ikke længere elsker hinanden. Et ægteskab, hvor kærligheden er forsvundet med tiden. Et ægteskab uden kærlighed, er noget Amalie Skram selv har prøvet, og oplever to skilsmisser i sit liv. Hun bliver bl.a. skilt første gang, fordi hun ikke elsker sin mand, men også anden gang hun bliver skilt med den danske forfatter Erik Skram, er det fordi det hele gik for stærkt og de finder ud af at de ikke elsker hinanden.
”En rose” starter midt i en samtale, mellem manden og hustruen. De diskuterer, hvor slemt den syge mand har det og taler om, hvad det er han egentlig fejler. Forholdet mellem de to, har været anderledes, men imens manden har været syg er deres forhold blevet svækket og de elsker ikke hinanden længere.
Fortælleren er en 3. persons fortæller og synsvinklen er mandenn. Vi får at vide, hvad han tænker om sin hustru nu, og vi følger med i flashbacks, hvor han ser det de engang havde. Det sker dog en gang i teksten at synsvinklen skifter til hustruens. ”Hun læste hans øjne, at der ikke var noget håb, og hun følte det som om en byrde sank fra hende” (side 15 linje 156). En situation, hvor man kan tale om, at Amalie Skram har valgt at skifte til hustruens synsvinkel, for at der ikke er nogen tvivl om hvad hun føler over, hvad der snart vil ske med sin mand. Man er ikke i tvivl om, at hustruen på en måde er lettet over, at hendes mand snart skal dø, da det har krævet meget tid at passe manden. ”Ja, jeg er så træt” (side 13 linje 43).
Det er gratis at oprette en konto