Han er min: en novelle om ulykkelig kærlighed

Jeg sad ved det lysebrune træbord, og prøvede at fokusere på den store grønne tavle der fyldte næsten hele vægen i længden. Lyden af kridtet der kradsede mod tavlen var høj og skinger og det skreg i ørene, og lærens spytte og smaske lyde når han snakker, var ufattelig klamt at se på. Alle de tal og ligninger, specielt x’er var det rene volapyk i mine øjne som alle sammen var skrevet op på tavlen, blandet med kridt og spyt. Min blyant ført af min højre hånd kørte på papiret vi fik med regnestykker. I stedet for at skrive tal, tegnede jeg hjerter. Jeg kunne simpelthen ikke lade vær, jeg var smask forelsket. Han hed Mark, og var over lækker. Han var høj og lysebrun i huden, med brun leverpostej hårfarve. Han gik i 2g, jeg gik i 1g sammen med min bedste veninde Eve. Hun er den sødeste person jeg kender, hun var lille og tynd med sort hår og lidt lys i huden, med de flotteste dådyrøjne. Hun ved ikke at jeg kan lide Mark, men jeg tror at jeg har tænkt mig at sige det til hende i dag, eller måske i morgen. Klokkens høje ringen afbrød mine tanker. Jeg venter altid til alle vilddyrene har passeret mit bord. Jeg sidder nemlig lige ved døren. Eve kom mod mig men gik direkte forbi mig. Hun plejede altid at hoppe og på mit bord. Har hun fundet en anden veninde eller måske mere end det? Det kilede helt i maven, jeg kunne huske hun fortalt noget om en dreng hun havde mødt her på skolen. Ja det er sikkert ham hun stormede mod. Jeg skyndte mig væk fra min plads og stormede ud af døren, så jeg lige kunne nå at se hvor hun var på vej hen. Jeg gik lidt hurtigt ned ad den lange gang mod kantinen. Alle de øjne der stormede forbi en når man gik på den gang, var ligesom biler der passerede på en motorvej. Jeg drejede ind ad døren til kantinen og stod og spejdede efter Eve. Der var hun, jeg tog et skridt mod hende indtil jeg så hvem hun flettede læber med. Jeg kunne mærke tårerne, helt nede fra maven. Jeg havde lyst til at skrige. Jeg løb ud ad kantinen og ned ad gangen, med øjne fyldt så meget op med tåre at jeg kun lige kunne se skikkelserne, så jeg kunne undvige dem.