'Nøglerne': Fortælling om ulykkelig kærlighed

Hun sad i bussen og så dejlig ud. Pludselig rejste hun sig op. Hun skyndte sig at tage sin taske og jakke og skynde sig hen til døren. Pludselig så jeg at hun havde tabte sine nøgler og jeg tænkte jeg kan få noget godt ud af dem, jeg rejste mig op og gik ud af bussen. Jeg kiggede til højre og venstre jeg så hun gik til venstre jeg fulgte efter jeg råbte efter hende hun stoppede jeg spurgte om hun ville have sine nøgler hun spurgt om jeg ville med hjem til hende som tak for at give nøglerne tilbage da. Det var først da vi kom hjem til hende jeg så det var Lisa min kæreste. Da vi var færdig gik jeg ud, Hun råbte efter mig hun sagde hun slog op Det regnede voldsomt, jeg var kold, og våd. Jeg gik videre hen af gaden, her havde jeg gået tusinde gange. Jeg havde gået her alle de tusinde gange jeg var blevet såret. Mine ben var følelsesløse og jeg vidste ikke om jeg kunne stå på dem ret meget længere. Jeg kunne mærke tårerne. Jeg forstod bare ikke hvordan mit liv var endt sådan. Det var ligesom om at ingen forstod mig, og ingen ville hjælpe mig. Jeg forstod dem egentlig godt. Hvordan kunne jeg også tro at hun stadig gad mig? Hun var træt af mig, jeg kunne ligeså godt indse det. Men hvorfor var jeg stadig så forelsket i hende? Jeg tænkte på hende hvert sekund. Mit hjerte var knækket i tusinde af stykker, ligesom et umuligt puslespil. Hvordan kunne hun være det bekendt, hun havde altid været så sød imod mig, men hun var blevet anderledes her på det sidste. Den måde hun slog op med mig, foran dem alle, den måde de grinede, den måde hun så ned på mig på, gjorde ondt inde i mig. Jeg kunne se det hele for mig. Jeg ville så gerne, spole tiden tilbage, jeg ville have det skulle være hende der skulle blive nedlagt, og grint ad, men jeg elskede ham. Han var perfekt. Han var alt. Ulykkelig kærlighed, det var hvad det her var. Jeg havde aldrig vidst at det kunne gøre så ondt, men det gjorde det altså. Kærlighed gør både godt og ondt, for mit vedkommende gjorde det begge dele. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, jeg havde mest lyst til ikke at leve, dog ikke kun på grund af det med Lisa, der var bare sket så meget i mit liv som jeg fortrød. Jeg kiggede længe på pillerne før jeg åbnede låget. Jeg kom til at tænke på alle dem som jeg ville svigte, min familie, de havde gjord alt for mig. Men det var ting de ikke vidste. Hvad skulle jeg gøre? Jeg kiggede ned på mine fødder. Jeg lukkede blot øjnene, mens jeg slugte de mange piller, hvad det var for nogle, vidste jeg ikke. Jeg hørte pludselig en velkendt stemme bag min ryg, en så dejlig stemme. Mit blik var begyndt at blive lidt sløret. Men om jeg så var blind, ville jeg altid kunne se hende, Lisa. Jeg vendte mig om og kiggede hende direkte i øjnene, ”jeg elsker dig” sagde hun lavt. Jeg vendte mig langsomt om og kiggede hende direkte i øjnene, hun var så smuk, "undskyld" hviskede hun. "Det er for sent, jeg." tårerne løb ned ad mine kinder. Hun satte sig ned på fortovet ved siden af mig. Hun tog stille min hånd. "Jeg kan ikke mere." mumlede jeg og tørrede tårerne fra mit ansigt væk. "Hvad mener du med det?" spurgte hun og krammede mig. Jeg begyndte stille at græde igen. Jeg kiggede op på Lisa igen, hendes øjne var helt våde. Alting begyndte at forsvinde, alle smerterne forsvandt. Jeg kunne ikke rigtig holde fast mere, og væltede. Jeg fik sved på panden, mine øjne var grå som cement og jeg var bange. "Lisa, Lisa!" skreg jeg. "Hvad sker der?" Spurgte hun og lænede sig hen over mig. "Jeg elsker dig Lisa, og det har jeg altid gjort. "Hvad sker der? Jeg elsker dig! Du må ikke forlade mig! Undskyld! Jeg elsker dig!" skreg Lisa. Det var det sidste jeg hørte før alt blev sort. Himmelen er et godt sted. Nu startede et nyt eventyr for mig, og det ville jeg igennem uden snyd.