”Kære Astrid. Du er den eneste mit øje ser. Da jeg så dig ved kirken, fik jeg åndebesvær. Dine øjne skinnede som stjernerne på himlen, på en varm sommeraften i Maj. Dit lyse hår var trukket tilbage fra dit smukke ansigt, og var pyntet med en blomsterkrans, lavet af dine blå ynglings blomst. Jeg kan stadig huske hvad den hedder. Jeg kan også huske at dine øjne har den klareste blå farve og jeg mindes tydeligt, at når jeg kiggede dig ind i øjnene, stod tiden stille, og der var kun os to tilbage i verden. Din ynglings blomst, har samme farve som dine øjne, derfor kan jeg huske den.
Du kom ud af kirken med langsomme og yndefulde skridt. Du så glad ud. Ikke lykkelig, men glad. Da du fik øje på mig, der stod i skyggen, blev du forskrækket. Du troede jeg var død, men alligevel stod jeg der med min stok i hånden. Jeg havde ikke skrevet til dig eller kontaktet dig, siden jeg kom hjem. Men selvom min krop var skadet, var mit hjerte frisk og det eneste jeg tænkte på var dig, min elskede, og på at jeg måtte blive rask, så jeg kunne se dig igen. Jeg længtes efter dig, mit hjerte længtes. Og det gjorde så ondt.
Det er gratis at oprette en konto