Novelle

Smerten river i mig. Min vejrtrækning er svag, og mine øjne fyldes igen med tårer. Jeg går hen af vejen, og ser det dæmpede lys fra lygtepælene. Mine ben kan ikke holde mig oppe længere, de føles som blyklodser. Jeg ligger pludselig i den kolde sne. Jeg krummer mig sammen, med mine ben helt oppe under mig. Det begynder stille at regne, og jeg er nu ikke den eneste der græder. Tanken, om at han ikke ved hvad jeg føler for ham, er hjerteskærende. Smerten har nu bredt sig ud i hele min krop. Jeg har sådan lyst til at skrige, men jeg kan ikke. Endnu en tårebølge flyder ud af mig. Det som om, der kommer et hav ud af mine øjne. Det gør så forbandet ondt at tænke på. Jeg rejser mig op, og går hen imod mit hus. Jeg åbner døren, tager mine sko og jakke af og lukker døren efter mig. Jeg går op på mit værelse, lukker og låser døren. Jeg sætter mig i min seng og stirrer ud i luften! Det eneste jeg kan tænke på er Anders. Hans flotte brune øjne, og hans halv lange brune hår. Når han kommer gående hen ad gangen i slowmotion, og han lige kører en hånd gennem det lækre silkebløde hår. Hmmm, ham kunne jeg godt hapse. “Vil du med til fest på lørdag? Kh Anna” popper der pludselig op på min skærm. Jeg har egentlig ikke lyst til at tage med, men jeg bliver nødt til at komme ud og tænke på noget andet. “Ja det vil jeg gerne” svarer jeg. “Så spiser vi!” råber mor. Hun har lavet min livret. Lasagne. Jeg lægger telefonen fra mig, og går ned. Far er ikke hjemme, så det er bare mig og mor. “Sig mig, skal du ikke spise noget” spørger mor. “Jeg er ikke sulten” mumler jeg. Jeg kan se at mor undrer sig. Men det kan jeg også godt forstå, for lige nu ville jeg være i gang med, at smovse maden i mig. “Tak for mad mor, det smagte dejligt” siger jeg, “jamen søde skat, du har jo næsten ikke spist noget” svarer mor bekymrende. Uden at svare, rejser jeg mig og går op på værelset.