Mange mennesker har levet i uvished under romantikken, i uvished om hvordan samfundet virkeligt var og i uvidenhed om, at mange mennesker levede under katastrofale forhold. De var ikke oplyste nok, og derfor tog ingen sig af problemerne i samfundet.
Af [NAVN A]
Redegørelse af romantikken
Romantikernes livssyn bar præg af ”platonisme”, som var troen på, at din sjæl havde været oppe i ”det evige”, og hentet erindringer ned, som kun kunstnere var i stand til at gengive. Som en videreførelse af platonisme, troede man på planteisme, som gik ud på at det skønne og sublime lå i naturen og planterne. (nævnes også i universalromantikkens afsnit længere nede) Dette ses specielt i HC. Andersens eventyr: ”klokken”, hvor ånden ligger i naturen. Udover dette troede de også på at din sjæl og dit legeme var adskilt fra hinanden (dualisme). Inden for romantikken var der 3 slags kærlighedstyper:
Eros dette betød at man havde en uendelig længsel, efter noget man ikke fik.
Philia Dette var glæden, uden nogen former for mangel og længsel
Agape Herunder var der alturistisk, ubetinget kærlighed – altså ægtekærlighed. Dette findes der tit i den kærlighed en moder giver sine børn.
Som jeg før var inde på, havde kunstneren denne specielle rolle i romantikken, at han var i stand til at gengive de erindringer han havde hentet ned fra ”det evige”. Her kunne han formidle dem i form af billeder, musik eller litteratur – den foretrukne kunstart bland romantikkerne var musik. Af denne grund var kunstneren selvfølgelig også ophævet over de andre. Når kunstneren får erindringer fra det evige, og formidler dem til borgerne, får han/hun erkendelse.
Det er gratis at oprette en konto