Jeg nyder at hun ikke ved noget. Hun ved ikke hvor forfærdeligt et menneske jeg er. Hun kender intet til den grufulde ting jeg har gjort.Jeg tager mig selv i at smile. Et fuldkommet ægte smil. Ikke som dem jeg tvinger frem, for at skjule hvor oprevet jeg er - hvor slidt jeg føler mig. Ikke et af dem, som dækker over det monster jeg er. Nej. Dette er et ægte smil. Et let et, som lige når at vise at jeg faktisk har smilehuller. Det er et stort, bredt, smilehulssmil. Et smil som jeg kun brugte før i tiden.
Jeg hader når hun holder ham i hånden. Jeg tåler ikke at se på dem, når de kysser. Og deres sukkersøde snak giver mig kvalme. Hvorfor skal hun være så pisse heldig? Så smuk at man ville give sin højre arm får at få en lille bid af det, så enormt dygtig til alting, hjælpsom... Hvorfor skal hun være så forbandet perfekt!Jeg opdager at jeg knytter mine hænder, så knoerne får hvide skygger og at mine tænder er så sammenbidt, at det gør ondt i hovedet. Jeg kigger væk, hører ikke efter hvad de pludre forelsket om. Jeg lukker af. Ganske enkelt. Men... Det er ikke enkelt. Det er hårdere end som så. Og det bliver sværere og sværere at fortrænge det.
Det er gratis at oprette en konto