Jeg har personligt ikke spor imod høflighed, tværtimod, men jeg føler dog alligevel en slags begrænsning af den. En grænse samvittigheden sætter, overfor hvem jeg kan 'tillade' mig, at vise et overskud af venlighed.
Ved langt de fleste voksne mennesker, føles det som en selvfølgelighed, enten at smile, nikke eller hilse kort på den fremmede person, der passerer deres vej. Det er dog normalt ikke mig selv, der ligefrem ligger an til en hilsen, men et let smil skal aldrig stå i vejen for at blive udvekslet. Til gengæld opleves det tit, at folk på min egen alder, ikke nænner en enkelt forandring i ansigtsudtrykket i sin forbi passering - medmindre han eller hun selvfølgelig er en bekendt. De fortsætter som om, de ikke kunne være mere ligeglade, med min tilstedeværelse.
Det er lige før, at det er lidt svært at definere, hvordan den rituelle proces i normal dansk høflighed, faktisk foregår. For egentligt virker det tit som om, at folk helst gerne vil undgå den proces.
- Skidt med tålmodighed, bemærkninger og øjenkontakt - vi har så mange andre ting at tage os til, og vi skal videre i dagens travle program! Det samme gælder hjælpsomhed - folk kan da selv finde ud af at rede tingene ud selv, kan de ikke? Men helt ærligt, hvor svært kan det være..
Det er gratis at oprette en konto