Det var engang en familie, som boede langt ude på landet i en landsby. Sneen var dalet ned fra himlen i mange dage og lå nu i et tykt lag sne. Hele landskabet var som et hvidt eventyrland. Børnene fra landsbyen var taget ud for at kælke på bakkerne. De rutschede med høj fart ned og gik op igen af den tilkørte bakke. De elskede det, det føltes næsten som om man fløj. Det blev aften, og alle børnene kom hjem med røde kinder og strålende øjne. Nu var der aftensmad. Hvor smagte det godt og krydret mad med hjemmebrygget øl! Mor satte altid resterne af risengrøden ud i den store lade til nisserne, og næste dag var tallerkenen tømt. Far havde altid sagt, at det ikke passede og at det bare var noget julepjat. Han mente at det var kattende der spiste grøden. Efter aftensmaden fik pigerne flettet deres fine lyse hår og fik bundet en rød sløjfe i. Mor havde bagt vanillekranse og lavet konfekt. Der var mad i alle husene, selv de fattige havde mad, for det var jo snart jul!
Sebastian boede sammen med sin familie lidt længere nede af vejen. Han var 9 år og havde taget sin nye nissehue på. Hans mor havde gjort klar til alle gæsterne, som var kommet med en masse gaver. Alle gaverne var nu lagt under det store pyntede juletræ midt i stuen og der var blevet låst af så der ikke kom nogen og skulle smugekigge. Ingen måtte se, ingen måtte røre. Alligevel var lille Sebastian kravlet ind i stuen, uden nogen havde lagt mærke til det. Han var kravet ind under den hvide dug med udkig til juletræet.
Det er gratis at oprette en konto