Dette digt for mig til at tænke på, at det må være en skrækkelig følelse. Føle man er for stor til at kunne være der, men alligevel for lille til at fylde ordentligt ud. Være træt af alting. Føle at man har spildt størstedelen af de år, man har levet. Kunstnere siger altid ting som: "Lige siden jeg var syv, har jeg vidst, hvad jeg skulle lave." Er det muligt man ingen skæbne har, at ens liv ikke har noget formål, men at man bliver en lille ubetydelig eksistens. Det er nok noget af det, de fleste frygter allermest. At vågne op en morgen og opdage man har brugt hele sit liv, uden nogensinde at betyde noget for nogen, uden at have gjort en forskel. Opdage at man bare har været en flue på væggen, som ingen bemærker. Noget af det mest skræmmende ved at dø: Vil de huske mig? Har jeg betydet noget for dem? Noget godt? Man bliver træt af at spekulere. Spekulere på alt. Når man sidder i bussen, i bilen, derhjemme når man spiser. Altid har man et eller andet at spekulere på. Nogle gange vigtigere ting end andre naturligvis, men altid et eller andet. Hvis man ikke har noget bedre at spekulere på, tænker man over, hvad andre tænker på, når de spekulerer. Man vil råbe til sig selv, men ikke hemmeligheder, dem har man altid nok af. Man vil råbe sandheden. For hver enkelte person, er der en ny sandhed. Nogens sandheder minder måske meget om hinanden, men de er aldrig helt ens. Nogle gange ønsker jeg, at jeg var tankelæser. At jeg kunne se lige igennem folk, og kende deres sandheder. Ikke ville fortælle det videre eller noget, bare vide det. Kende deres synspunkt. Eller at jeg var usynlig. At jeg var fluen på væggen, som hører den ene sandhed efter den anden, som hører hver enkelt skænderi, hvert enkelt kærligt ord. Fluen på væggen, som får tiden og roen til at analysere hvert eneste blik, hver eneste skuldertrækning. Men fluen har ikke noget liv, den er der bare.
Det er gratis at oprette en konto