”grib” råber jeg til min lille søster og kaster bolden, vi løber og leger ude på marken, men det er ikke en mark jeg kender, ikke en mark jeg har set før. Melissa kaster sig efter bolden, hun griber den og lander derefter hårdt ned på jorden. Jeg kan se på afstand der er noget galt. Jeg vil løbe over til hende, men hver gang jeg prøver at tage et skridt, kommer jeg længere væk fra hende, som om der er nogle eller noget der ikke vil have at jeg hjælper hende.
”vågn op Martin” lyder det i den bagerste del af mit hoved. ”kom nu Martin, stå op vi skal videre”. Jeg sætter mig op på hug, jeg havde tisset i søvne, ”EJ LORT” siger jeg, nu skal jeg fandeme gå rundt med pis på bukserne. Ikke nok med at vi er blevet væk fra gruppen og nu det her. ’kan det blive værre’ tænkte jeg. Jeg rejste mig op, jeg kunne mærke alle mine knogler på vej op, skinnebenet, lægbenet, knæskallen der arbejdede på at bøje så jeg kunne få fodfæste, halebenet og korsbenet der sagde høje knæk på vej op, det føltes som det tog en krig at komme op. ”kom nu” sagde Melissa ”vi skal videre, vi kan ikke dovne den hele dagen vel?” det havde hun jo også ret i, vi skulle jo hjem, og hjem skulle vi i aften, det var nemlig mors fødselsdag i morgen, hun har kræft så det blev måske hendes sidste fødselsdag.
Det er gratis at oprette en konto