D. 5 juni - 1853.”Kære Marie.Jeg sender dig dette lille brev og håber, at det når frem til dig en dag. Jeg er ked af, at jeg ikke har haft mulighed for, at kontakte dig før, men jeg har ikke vidst hvor du var. Under krigen blev jeg skudt, hvilket gjorde, at jeg lå indlagt i meget lang tid. Jeg troede jeg blev invalid, men gud holdt hånden over mig. Jeg tænker på dig hele tiden og kan ikke holde op med det. Du ved hvor svært jeg har det og jeg ved hvor svært du har det. Jeg er blevet hårdt skadet og det påvirker mig meget og kan intet gøre for verdenen mere. Jeg sidder hjemme hver dag og skriver breve til dig. Og beder til gud om, at jeg må se dig igen. Da jeg så dig ved kirken lyste min verden pludselig op. Jeg har ikke vidst hvor jeg skulle finde dig. Og pludselig er du der bare. Pludselig, så står du foran mig. Og jeg er som nyforelsket igen. Ligesom da vi mødtes første gang. Jeg husker din dejlige latter og hvor forlegen du blev når jeg gav dig komplimenter. Jeg har lyst til at tilbringe resten af mit liv sammen med dig. Jeg forstår at du er forvirret, da du har gået rund i troen om, at jeg var død. Jeg forstår dig godt. Jeg var væk længe, og troede også selv, at jeg aldrig kom til at se dig mere. Og du måtte komme videre med dit liv. Du er blevet gift igen og venter et barn. Og jeg ønsker ikke andet end at du bliver lykkelig, men jeg ville sådan håbe, at det var med mig. Jeg vil så gerne mødes med dig igen. - Soldaten Patrick.
Det er gratis at oprette en konto