Det er Julie og mig på en bænk i et hjørne af skolegården i pausen mellem matematik og dansk. Vi er i midten af februar, og det er pissekoldt. Jeg ryger. Julie kikker ned på sine fingre, fletter dem ind i hinanden, ud igen.
Og så siger hun det.
”De snakker om dig. Om dig og Daniel.”
Mit blod. Det stiger til hovedet. Eller holder op med at løbe rundt, jeg er ikke sikker.
”Hvem gør?” kvækker jeg.
”Nogle af dem fra klassen. Blandt andet.”
Jeg skodder. På en måde har jeg vel hele tiden vidst, at det ville komme, men alligevel var jeg nok ikke helt forberedt. Slet ikke. ”Mads kom hen til mig i går,” siger hun, mens hun tegner et usynligt mønster på jorden med spidsen af sin sko. ”Han spurgte, om det passede”.
…
Ryger. Alle de rygter. Kunne folk ikke bare være lige glade med hvad Daniel og jeg havde lavet? Problemet med rygter er, at de er svære, at aflive. Hvis man nu bare kunne fokuser på sit ejede liv, i stedet for alle andre. Hvem har overhoved behov for, at lave rygter om os? Daniel er vant til, at der bliver lavet mange rygter om ham. Men som hans bedste ven vil jeg altid bakke ham op. Heldigvis har jeg også Julie, hun er min kæreste. Vi tre klinger rigtig godt og vi snakker om alt.
Det er gratis at oprette en konto