Ubehag ved mors nye kæreste

UdeDet bankede stille på døren ind til mit værelse. Mor stak hovedet ind og sagde, at der var mad om lidt. Jeg havde ikke lyst til mad. Jeg havde kun lyst til at ligge her og kigge. Bare kigge op i loftet og tænke. Der var sket så meget de sidste dage. Malthe havde slået op med mig.

Mor havde haft den samme mand på besøg flere gange i løbet af ugen. Jeg brød mig ikke om ham. Hans øjne var tunge og uden et eneste strejf af venlighed. Hans mave var stor og rund. En rigtig ølmave. Han var dog altid klædt fint, men der var bare noget ved ham, der ikke virkede troværdigt. Sofie derimod kunne godt lide ham. Hun havde snakket som et vandfald de første par gange han havde været her. Det virkede heller ikke som om, at mor kunne lide ham. Hun smilede aldrig, når han var der, og de snakkede kun, når Sofie og jeg ikke var i nærheden.Jeg rejste mig stille fra sengen og gik nedenunder. Der duftede så dejligt af bøfstroganoff min livret. Sofie sad allerede ved bordet med kniv i den ene hånd og gaffel i den anden. Hun var sulten og hendes øjne havde allerede spist maden. Mor stod i køkkenet og hældte vand i en kande. Jeg satte mig stille ned på stolen uden at sige noget. Sofie løftede hovedet og kiggede stille på mig. Et hurtigt blik og var hendes øjne igen på maden. Det ringede på døren, og jeg ville gå ud og åbne. Men mor stoppede mig. ”Jeg skal nok åbne” sagde hun med et smil. Jeg smilede bare igen.Der lød dæmpede stemmer fra døren, og jeg kunne høre, at det var ham igen. Hans stemme var dyb og meget genkendelig. To minutter senere stod han i døren karmen og betragtede Sofies glade ansigt. Hans blik var alvorligt og min mave snurrede sig sammen. Hvorfor var han her? Tanken fløj rundt i mit hoved og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. sofie sprang op af stolen, da hun så ham. Hun omfanede hans ben.”Sofie, slip ham og sæt dig hen på din plads. Du må gerne begynde at spise”, sagde mor, som var dukket op bag manden. Sofie krøb stille tilbage på stolen og begynde at øse sovs op på tallerknen. Der blev ikke sagt meget under aftensmaden. Manden ville ikke have noget at spise, og da vi var færdige trak jeg stille Sofie med op på værelset. Jeg ville ikke være i nærheden af ham.”Synes du ikke også, at han er sød? Jeg vil have ham som min far!”, sagde Sofie glad. Hun dansede rundt i værelset.”Sofie, sæt dig ned! Han er ikke sød. Han er en grim mand og jeg er sikker på, at han vil os noget ondt. Du er ikke gammel nok til at forstå det, men mor er heller ikke glad, når han kommer. Hun bliver ked af det, og hendes ansigt bliver en stor sten. Kan du ikke se det? Han vil os ikke noget godt!” råbte jeg tilbage. Hun fattede ikke noget. Jeg blev så vred at jeg kunne mærke varmen stige i min krop. sofie stoppede hendes dans med det samme. Hun kiggede underligt på mig. Jeg havde ikke råbt sådan af hende i meget lang tid. Hun satte sig på gulvet med tårer i øjnene. Jeg fik dårlig samvittighed. Det havde jo ikke været min mening at såre hende. Jeg satte mig ned på gulvet til hende og tog hende i mine arme. Jeg vuggede hende frem og tilbage mens jeg undskyldte at jeg havde råbt af hende. Imens jeg sad der fløj tankerne rundt igen. Hvem var denne her mand? Og hvad ville han os? Jeg aed Sofies bløde hår, mens jeg kunne mærke at hendes vejrtrækning blev dybere. Hun sov og jeg lagde hende stille op på sengen. Jeg aede hendes kind og puttede dynen og til kinderne.Nede i stuen sad mor og manden og snakkede. Jeg kunne høre på mors stemme, at hun var ked af det. Jeg stak stille hovedet ind de sad i sofaen – begge med ryggen til. Hans stemme var helt rolig, men jeg kunne ikke høre, hvad de snakkede om. Mit hjerte begyndte langsomt at slå hurtigere. Jeg ville høre hvad de snakkede om, så jeg trådte ind i stuen og satte mig ned bag spisebordet, så de ikke kunne se mig. Jeg kravlede langsomt ind mellem træbenene på stolene og ud på den anden side af bordet. Der var kun 3 meter over til sofaen nu, og jeg kunne ikke gemme mig nogen steder. Jeg kravlede langsomt over mod og sofaen og kravlede langsomt ind under den. Mors stemme var tydeligere nu. Hun var oprevet. Mon han havde gjort hende ondt?”Jeg er ked af det, men det er sådan det er. Vi kan ikke gøre andet. Jeg skal gøre det”, sagde manden med bestemt stemme. Jeg trak ikke vejret. Jeg var så bange for at bliver opdaget. Mors gråd skar gennem mit hjerte det gjorde ondt, at hun var så ked af det. Det næste øjeblik skete så hurtigt. Manden rejste sig, og forlod stuen. Et øjeblik efter kom han tilbage med Sofie i den ene hånd. Jeg kunne se hendes bare fødder fra sofaen. ”Pigen var den eneste, der var deroppe. Hvor er han henne?”, spurgte manden. Hans stemme var rolig, men bestemt. Mors fødder trippede lidt.”Jeg ved det ikke. Har du kigget på badeværelset?”. Mor og manden forlod stuen, og jeg kravlede hurtigt ud igen. Sofie sad på gulvet med hovedet op ad væggen. Jeg satte mig hen ved siden af hende. Hun kiggede fortvivlet på mig. Hun spurgte hvad der skete. Jeg undlod at svar og kiggede bare væk. Et øjeblik efter kom mor og manden tilbage. De blev begge forskrækket af at se mig sidde der.”Der var du. Vi har ledt efter dig. Hr. Henrik vil gerne tage jer med ud at køre en tur. Hop I ud og tag jakker på” sagde mor med et smil. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Lige før havde hun siddet og grædt. Nu stod hun og smilede og sagde, at vi skulle ud at køre en tur. Sofie rejste sig, og gjorde som hun fik besked på. Jeg sad lidt og så på dem begge. Mor nikkede ud mod gangen og jeg rejste mig op. De få skridt ud i gangen føltes som hundredevis af år. Tiden gik så langsomt mens jeg snørede mine sko. Lynlåsen i jakken larmede, da jeg lynede den, og hatten kradsede. Der var intet, der var normalt. Jeg var forvirret.Hr. Henrik åbnede døren for os, og mor gav os hver et kæmpe kram. Hun kiggede på os begge og sagde; ”jeg elsker jer – glem aldrig det!” Derefter gav hun os begge et kys på panden, og vi gik ud med hr. Henrik. Hans bil var en ny Mercedes. Den var flot og duftede af ny bil indeni. Vi vinkede til mor da vi kørte. Jeg nåede lige at se, at hun tørrede øjnene inden vi var væk.Tiden i bilen gik langsomt, vi kørte i lang tid.”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg. ”Vi er der snart. Bare rolig”, sagde hr. Henrik. Jeg kiggede på ham. Hans øjne var udtrykte et mærkeligt blik, jeg kunne ikke læse ham.Jeg kiggede ud af vinduet og det eneste jeg kunne se var sand, det var som vi var i en stor sandkasse. Der fløj en masse tanker igennem mit hoved og det var ikke gode tanker. ”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg igen, men denne gang undlod han at svarer mig. Pluselig kimede hans telefon i bukselommen, han satte farten gevaldigt ned. Hvem snakker han med mon? Sofie sad bare og så ud af vinduet. Jeg tog hende over til mig, jeg smed mine arme rundt om hende. Jeg kunne mærke hendes hjerte hamre, hendes plus gjorde mig rolig. Jeg fik et lille glimt at et hus og kiggede utrolig hurtigt op. Vi kørte stadigvæk langsomt, så jeg sparkede bare sidedøren op. Så det gav et kæmpe smæk, tog Sofie med mig. Jeg kiggede tilbage. Så Henrik smed mobiltelefonen ud af hånden og sparkede døren op og han satte i fart efter os. Jeg trak Sofie med ind imellem to huse, der var rigtig snævert. Det var virkelig ubehageligt og klavsstroforbisk. Vi kom hurtigt igennem og jeg fik med det samme øje på en skraldespand. ”Der kunne vi gemme os” tænkte jeg. Vi listede hen til skraldespanden, hvor jeg straks fik Sofie først op i den. Da jeg endlig kom ned i den, var mine tarme ved at vænne sig. Det var helt vildt så stærk den lugt var, for det gik lige i næsen og i øjnene. Men sidste tanke jeg tænkte inden jeg faldte i søvn var ” Kommer jeg endlig hjem i min egen seng i morgen?”.