Jeg sad i bussen på vej hjem fra far. Vi havde snakket om så meget. Vi havde et fantastisk godt forhold til hinanden, men nu var det hele gået galt. Det startede med, at vi sad og spiste en lækker middag, da far sagde: ”Nu er det på tide, jeg siger det..” ”Hvad?” spurgte jeg lidt fraværende. Min far rejste sig, og gik ud i køkkenet. Jeg spurgte igen, hvad det var. Min far vendte sig om og så lige på mig ude fra køkkenet. ”Jeg.. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det,” sagde han anstrengt. Jeg kiggede over på min far, for hans stemme var meget anderledes end den plejede – den bløde, rolige stemme, var blevet erstattet af en alvorlig, og en smule usikker stemme. Som han stod ovre i køkkenet, lænet op af køkkenbordet, med en rynke i panden, kunne man også på hans kropssprog tyde, at det ikke bare var en lille ting, men noget han blev nødt til at fortælle. ”Hvad er der, far?” spurgte jeg selv, med en forsigtig, spørgende stemme. ”[NAVN A]..” Han kiggede kort ned, og da han igen løftede hovedet, kørte han frustreret en hånd gennem håret. Jeg havde aldrig set far sådan før. Han plejede altid at være den der gjorde folk glade – med sit varme smil og enkle rynker omkring øjnene. Jeg drillede ham altid med, at han var ved at blive gammel, men han nægtede, og sagde, at han kun blev klogere med alderen. Men han var langt fra glad lige nu. Det lignede, at han havde en indre kamp med sig selv om, hvordan han skulle fortælle det – hvad end det så var.
Det er gratis at oprette en konto