Klokken er 22.00 og jeg sidder foran mit tv, og venter på at der kommer Paradise Hotel, i dag er der torsdag så jeg ved at der er en der skal ud.
Når jeg ser reality ser jeg dem som konger, det er dem man ser op til, det er dem der styre os, det er dem der får os til at opføre os som vi nu gør, fordi man ser så meget op til dem, at det er hvad de gør der er det rigtige. Så vi begynder at svine folk til, at smider dem ud af vores sociale grupper,
fordi hvorfor skulle vi ikke når Peter og Kasper fra Paradise Hotel gør, så kan det jo kun være det rigtige. Jeg føler at når jeg ser Paradise, sidder jeg i min klasse kun mig, så banker det på døren og der kommer Peter, Kasper og Amalie ind, og begynder at undervise mig, jeg skriver tingene ned på min gule skrive blok fra IKEA, jeg får at vide hvad man skal sige hvis man vil være sammen med en pige, hvordan jeg skal svine folk til hvis de siger mig imod, men hvorfor får jeg det sådan her hvad er det der får mig til at elske reality, er det noget med at jeg syntes de ligner mig, eller jeg er ensom og de kan ligge den sidste brik på i mit puslespil. Der er pause så jeg får lige fem minutter til at tænker over hvad der er sket indtil nu, jeg ved godt at det er opstillet alt hvad de gør er noget de har de fået besked på at gøre, men der er alligevel noget der får mig til at glemme det når jeg så ser programmet, så tænker jeg bare kæft hun er lækker gid jeg var Peter lige nu, men det er ikke virkeligheden der er i tv´et, men det der er i tv´et er hvad man gerne vil have er virkelighed, så det er hvad der får mig til at se det. Det er en slags drømme verden.
Det er gratis at oprette en konto