Der sad jeg så inde hos terapeuten. Jeg var egentlig ikke helt sikker på, hvorfor jeg overhovedet var derinde, men det var jeg altså. Terapeuten lagde ud med at sige: ”Nå, hvorfor kommer du så her?” Jeg svarede så: ”Det ved jeg ikke, det er min mor der har fået mig en tid.” Der gik et stykke tid, og vi snakkede bare derudad. Da der var gået 1 time, skulle jeg gå. Bagefter kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan det egentlig var, at snakke med en der forstod mig. Der gik mange uger inden vi skulle ses igen. Jeg ved ikke hvorfor, men det var den største lettelse bare at sidde derinde og snakke løs.
3 uger efter mit første besøg hos terapeuten (som forresten hed Ditte), skulle jeg endelig derind igen. Denne gang var det helt anderledes. Hun havde forberedt en masse spørgsmål, og jeg ved ikke hvad. Men igen gik tiden enormt hurtigt. I blandt hendes spørgsmål var der et meget mærkeligt et. Hun spurgte mig: ”Har du haft nogle hjertesorger for nylig?” Det havde jeg, men jeg havde ikke fortalt hende om det. Derefter blev hun bare ved med at spørge ind til mit tidligere liv. Jeg ved virkelig ikke hvorfor, men det var som om hun kunne se direkte igennem mig. Som om at mit ydre var helt gennemsigtigt, og mit indre fyldt af ord som beskrev mit liv.
Det er gratis at oprette en konto