Forelskelse og hjertesorg

Har du nogensinde mødt en person, og i samme åndedrag som du kigger på personen bliver du forelsket? Man kender ikke personen, man ved ikke hvad der ligger bag.. Man bliver svag i sine knæ, sommerfugle i maven og hjertebanken - alt efter få sekunder fra det første blik. Man er så optaget af at være lyserød at alle lyde omkring en forsvinder, man ser kun personen.. Man stoler på personen fra første øjeblik, og for hvert sekund man er nær personen, bliver sommerfuglene forøget..Har du nogensinde begyndt at se mere til sådan en person, sommerfuglene vokser og føles til sidst som en orkan hver gang personen rør ved en, kysser en.. Når tanken om at der kun er få timer til man skal se personen alligevel får en til at føle det som en evighed.. Når tiden går alt for stærkt når man er sammen med personen, og et halvt døgn føles som en time.. Når man kan ligge en hel nat og kigge på en person der sover, og stadig føle sig udvilet om morgenen. Når man føler sig så tryg sammen med en person at man er parat til at stå ansigt til ansigt med Verden og alle dens lidelser.Har du nogensinde fået dit hjerte knust så meget at du føler du skal kaste op, at følelsen af at holde dine tåre tilbage gør så ondt at det er ligefør du græder mere over den smerte det giver end dine følelser? Man føler sig som en fiasko, man føler alt er galt med en og man bruger nætterne på at ligge og tænke over hvad der gjorde at man turde prøve at åbne sit hjerte for en igen, når man vidste.. At det altid ender med det samme.. Man føler sig kvalt i sine tanker, sine følelser, smerten, man får kvalme til sidst og manglen på søvn gør det ikke bedre.. Man ved ikke om man skal hade personen for alle de følelser de har forvoldt en, om man skal tilgive dem, eller om det egenligt er ens egen skyld og intet har med personen at gøre. Det ender næsten altid med det sidste, og man får så meget had til sig selv at man føler sig u-elskelig. Man spekulerer over hvad man kan ændre ved sig selv.. "Var jeg ikke køn nok?" "Var jeg for sød?" "Var jeg ikke sød nok" "kunne jeg ikke give personen hvad han/hun havde brug for" - tankerne er uendelige.. Og selv efter flere timers søvnløshed om natten, er der stadig mange ting man ikke har fået svar på. Følelsen af at man ikke får svar på "hvorfor" gør det endnu mere ulideligt, og på trods af den smerte man er blevet udsat for... savner man stadig personen. Og trods alle ens lidelser ville man stadig gå i igennem det samme med personen, bare for at opleve en tiendedel af den glæde man fik..