Ligesiden børnehaveklassen, er vi blevet spurgt om, hvad vi vil være når vi bliver store. Uden at tøve blev der svaret: ”Dyrelæge! Brandmand! Pilot! Frisør!” Det er noget som vi i niende klasse, stadig bli-ver spurgt om. Dog ryger svaret ikke så hurtigt ud af munden, som dengang i børnehaveklassen. Efter jeg er blevet ældre, er min tvivl blevet større i forhold til hvad jeg vil uddanne mig til. I de seneste år, har jeg fået øjenene op for alle de muligheder der er - og det er næsten til at blive helt rundtosset af. Michael Wagner Brautsch, sognepræst og underviser i etik og filosofi, skriver at vi skal fylde vores liv med mening og leve i nuet. Han skriver også, at det moderne samfunds mange muligheder er grunden til, at det er svært for os at leve i nuet. ”De mange muligheder skaber så mange forventninger om, hvad vi skal nå, at vi bliver helt svimle.”, siger Michael Wagner Brauscht. Jeg er helt enig med ham. Der lig-ger et stort pres på unges skuldre og der er mange forventninger omkring vores fremtid. Vi har travlt med at tænke på hvad vi vil opnå, i stedet for at fortage os de ting, som vi holder af her og nu.Jeg stræber og stræber efter de gode karakterer, for det ved jeg, at jeg vil få brug for. Karakterer er ef-terhånden gået hen og blevet så vigtige og altafgørende for mig og mange andre unge. Et højt gennem-snit vil give adgang til mange gode studier. Og for mit vedkommende vil jeg kunne få en god uddannel-se og derefter et godt lønnet job. For et højt lønnet arbejde, er da en del af det, at blive lykkelig, er det ikke?Hvornår er man lykkelig? Sidste skoleår, var jeg ”legeagent” på min skole. En legeagent bestod af en gruppe elever fra ottende klassetrin, som legede med elever fra indskolingen i frikvarterene. Man kunne se stoltheden i de små børns øjne, og jeg nød, at de så op til én. Efter sommerferien, skulle jeg starte i ni-ende klasse. Jeg kan huske, at en af de piger, som jeg havde leget med, kom hen og spurgte mig: ”Emi-lie, du går i niende klasse nu ikke? Er det ikke bare sejt? Du er jo den ældste på hele skolen!” Jeg tænkte mig om en ekstra gang. Dengang jeg var en lille pige, glædede jeg mig ufatteligt meget til at gå i niende klasse. Man havde en forestilling om, at dem fra niende klasse satte dagsordnen for alle andre på skolen, fordi de var ældste årgang. De var gamle nok til selv at bestemme deres sengetider. De var høje og flot-te, og lignede voksne kvinder. Nærmest alle pigerne i min klasse, så op til dem fra niende, for her gik de jo med makeup og styrede skolen. Jeg gik selv rundt og håbede, at jeg en dag kunne blive lige som dem. Nu gik jeg pludselig i niende, og det var jo alt hvad jeg havde drømt om. Alligevel føltes det ikke som noget specielt. Nu ville jeg bare gerne videre på gymnasiet. Videre til et sted, hvor man i højere grad bli-ver behandlet som voksen og hvor krav og selvdisciplinen er skærpet yderligere.
Det er gratis at oprette en konto