Skumring

Johanne lå på sengen, hun kiggede op i loftet. Hun stirrede på den plet der altid havde siddet oppe i loftet. Hvor lang tid hun havde ligget der vidste hun ikke. Johanne lukkede øjnene, det var ikke første gang hun lå i sin seng og kiggede på pletten. Hver gang der var nogen med hendes far, endte hun altid med at ligge der. Johanne satte sig op på sengen og kiggede rundt i værelset. I hjørnet stod det sorte skrive bord og henne ved siden af døren hang hendes store spejl. På væggen overfor sengen hang det billede hun havde fået af sin far. Billede forestillede en pige med hænderne fulde af blomster. Det var blomster i alle farver, men Johanne havde altid bedst kunne lide de blod røde roser. Der var noget helt specielt over de roser, og når Johanne så på dem, blev hun varm indeni. Nok mest fordi de mindede om hendes far. Johanne rejse sig fra sengen, hendes ben var tunge, og det var svært at rejse sig. Hun gik ud af døren og nedenunder i køkkenet. Køkkenet var tomt. Hun fortsatte videre ud gennem gangen, og så hendes mor igennem døren til terrassen. Hun gik ud på terrassen og satte sig på stolen overfor hendes mor. Det var mørkt, og hendes mor havde tændt stearinlys for at kunne se nogen. Det var hyggeligt, og selvom solen var gået ned, var det stadigt dejligt varmt. Det var sensommer aften og ikke en vind rørte sig.