Rimene forløber ens i hver strofe, (A-A-B-C-C-B) og metrikken er stram hele digtet igennem – Hver strofe består af 6 vers, og længden af disse vers er også ens i alle strofer. Med hensyn til indholdet passer det godt ind i formen. Det er skrevet med højt og fornemt sprog, hvilket også er karakteristisk for romantikken.
Karakteristiker (og andre spørgsmål):
Liljen:
Liljen er en utrolig ensom blomst – det ses allerede i første strofe, hvor der i vers 1-4 står ”Fra Solens afskedssmiil udflød, En Draabe ned i Liljens skjød, Lig Graad af Engles Længsel; Da lukkede sig Blomsten brat,” – Da dugdråben triller ned i Liljen skynder den at lukke sig, for at forhindre at dugdråben ”stikker af” igen. Og det er ikke fordi at liljen er ondsindet – det ses tydeligt i næste strofe: ”Velkommen! O velkommen vær! Nu, søde, maa du blive her, Hos liljen, øm og kjælen!”. Det er tydeligt, at Liljen prøver at overbevise dugdråben, om at den skal blive, men den prøver ikke at overbevise ved brug af magt, men ved at love at ”Hvis du altid elsker mig, Da skal jeg altid elske dig.”
Da det går op for liljen, at dråben ikke kan overbevises på denne måde, bliver den mere desperat i tonen – Den ligefrem trygler dugdråben om at blive i strofe 4. ”Hør en uskyldig Liljes Bøn og vær den Ømmes Lykke!” Liljen betegner sig selv som ”den ømme”, fordi den er så ensom, og den betegner dugdråben som dens lykke, da den kan holde den med selskab – eller hvis man skal kigge på det fra et andet synspunkt, så kan blomsten jo ikke overleve uden vand. Og den overlever da heller ikke – dugdråben forlader (fordamper fra) Liljen, hvorefter ”Et øieblik kun Liljen staaer, Et suk den drager og forgaaer med opløst bladekrone.” – Et tydeligt tegn på at denne Lilje skal symbolisere det jordiske, det skrøbelige og det dødelige, der prøver at opnå det himmelske, men ender med kun at opleve en kortvarig og midlertidig lykke, før det gudelige og smukke (i dette tilfælde dugdråben) bliver frarøvet den igen. Man kan derfor let sige, at Liljen ikke blot symboliserer det jordiske (fænomenernes verden), men også at den symboliserer Schack Staffeldts livssyn – at det er ham, der taler igennem den. Staffeldt (og derfor også Liljen) mener, at vi menneskelige, dødelige væsner egentligt stræber efter at leve det guddommelige liv, men at det er umuligt her på jorden. Det er derfor ikke så overraskende, at Staffeldt i sidste vers af første strofe betegner jorden som ”et fængsel”.
Det er gratis at oprette en konto