Skumring, nr. 3

Maria sad ude i den lille fælles have, som lejligheden havde. Det var ved at blive mørkt udenfor, men hun syntes stadig, at det var lidt lunt. Himlen var lyst op i alle mulige flotte farver. Hun nød lidt fred. Hendes dreng, Kasper, legede i sandkassen. Maria kunne høre nogle motorcykler i det fjerne. Hun overvejede, om hun skulle gå ind med Kasper, hvis de nu havde tænkt sig, at komme over på den gade, hun boede på. Hun sad og tænkte lidt for sig selv… Hun var egentlig lidt bange, men det var hun altid, når hun hørte lyden af en eller flere motorcykler. Hun var ved at være træt af altid, at være bange og skulle gemme sig. Hun kom til at tænke på alt det hun ikke kunne. Handle ind, gå ud og shoppe, køre i bus og tog, gå i byen om aftenen, ja hun kunne ikke engang hente hendes egen søn i børnehaven. Hun var glad for, at hun havde hendes veninde til, at hjælpe hende med det meste, ellers stod hendes mor også til rådighed engang i mellem og hun havde en barnepige til at hente Kasper hver dag. Hun ville dog hellere ønske, at hun bare kunne gøre det selv. Klokken var ved at være mange for Kasper, så hun måtte hellere lægge ham i seng. Da hun havde lagt ham i seng, satte hun sig i sofaen og tændte for tv’et. På det tidspunkt var der tv avisen. Hun gad egentlig ikke se det, men hun havde ikke så meget andet at give sig til. Hun var stoppet i skole, fordi hun var for bange. Hun var for bange for, at han ville finde hende der. Hun kunne ikke blot starte på en anden skole, for det havde hun ikke råd til, desværre. Men når hun så ikke kunne gå i skole, og heller ikke kunne lave noget sport, eller noget andet, som hun gerne ville, blev hun jo nød til bare at sidde inde i hendes lejlighed hele dagen. Hun elskede, når Kasper kom hjem fra børnehaven. Så kunne hun bruge al hendes tid på ham. Hun savnede at se hendes, få men gode, venner. Især Rasmus. Han havde altid været der for hende og hjulpet hende, når hun havde brug for det. De var nok egentlig lidt forelsket. Men det var svært for ham, at hjælpe hende nu. Han kunne ikke gøre noget ved Marc, Marias ekskæreste… Marc havde gjort deres kærlighed forbudt.Hun vågnede ved et hårdt bank på døren. Hun satte sig op og kiggede rund. Hun viste ikke hvad hun skulle gøre. Hvad hvis det var Marc? Hun listede hen til døren og kiggede gennem, det lille glas i døren, hvor man kunne se, hvem det var. Det var Kristian, den forfærdelige ejer af huset. Hun var nød til at lukke på, selvom hun ikke havde lyst. Han behandlede Maria virkelig dårligt. Hun var egentlig lidt bange for ham. Hvad ville han hende kl. 3 om natten? Hun åbnede lige så stille døren på klem, og kiggede ud. ”Godaften Maria”, sagde han, med en ond og flabet stemme. Han lugtede af alkohol. ”Hvad vil du?”, ”Ikke så meget, bare høre hvordan du havde det?”, ”Jeg har det fint” svarede hun og prøvede at smække døren i, men hun nåede det ikke, før Kristian havde sat en fod imellem. ”Hov hov, hvad har du så travlt med?”. Han skubbede døren op. Maria gik bagud, hun viste ikke hvad hun skulle gøre. Han fulgte efter hende ind. Han tog fat i hendes arm, rev hende ind i stuen og smed hende på sofaen. Hun kravlede hen i hjørnet af sofaen. ”Hvad er det du vil?” sagde hun lavt. ”Bare have det lidt sjovt” svarede han hende, og grinede ondskabsfuldt. Han næsten løb hen til hende, og begyndte at flå hendes tøj af. Maria gjorde alt, hvad hun kunne for at få ham væk. Dog ville hun ikke skrige om hjælpe, Kasper skulle ikke vågne og opleve dette.Hun kom fri og løb ud på toilettet. Hun låste døren. Der fik hun hurtigt fat i den peberspray, hun havde gemt, hvis der skulle komme nogen. Han stod og hamrede på døren og råbte. Pludselig revnede døren, og han kom væltende ind, på det lille badeværelse. Han havde slået sig lidt. Maria skubbede ham ind i vægen, og sprøjtede peberspray i hans øjne. Han var besvimet, eller i hvert fald ikke helt til stede. Hun løb ind i de lille soveværelset og låste døren. Hun begyndte at pakke det meste af Kaspers og hendes tøj, og andre ting, som de havde brug for. Hun ville ikke leve i frygt mere. Nu ville hun bare væk, hvad det så end krævede. Hun ønskede at være fri igen, og hun ville give Kasper det liv, som han fortjente. Hun ringede efter en taxa. Heldigvis var der en i nærheden, så da der var gået nogle minutter, holdt den udenfor. Hun tog Magnus op i hendes arme og løb ud. Da hun sad i taxaen, ringede hun til Rasmus. ”Pak dine ting og mød mig i lufthavnen om en halv time!”.