Det var en helt almindelig tidlig morgen, d. 27. december 1991. Min familie og jeg var på vej hjem fra Stockholm, hvor vi havde tilbragt juledagene med vores svenske familie. Vi skulle tidligt op, for flyet lettede allerede klokken 08.00 om morgenen. Udenfor var himlen mørk og frosten hård, heldigvis skulle vi ind i en opvarmet Mercedes taxa. Vi fik sagt farvel til familien, og fik hurtigt sat kurs mod lufthavnen.
Snakken og brummen fyldte lufthavnen. Forvirrede turister og stressede børnefamilier med små børn der løb rundt og skreg af hinanden. Det hele var kaos. Vi tog det stille og roligt, kom i god tid, checkede ind og gik derefter igennem sikkerhedskontrollen, og videre ind forbi alle butikkerne. Vi købte ikke noget, da julen og denne rejse allerede havde overgået mine forældre budget – i stedet gik vi over til terminal 3 og satte os i venterummet indtil vi kunne komme ind i flyet.
Flyet begyndte nu sin køretur ud mod landingsbanen, og det var på det her tidspunkt jeg altid fik kriller og sommerfugle i maven. Stewardesserne begynde at instruere os i nødlandingsprogrammet, først på dansk, så på svensk og til sidst på engelsk. Jeg var lidt stolt; jeg kunne nemlig forstå alle tre sprog lige godt. Til sidst ønskede piloten os, som altid, en behagelig rejse.
Det er gratis at oprette en konto