Det var kun 2 uger, siden hun tog af sted. Det var hårdt. Sådan lige pludselig og skulle undvære sin bedste veninde. Vi havde vidst længe, at vi skulle skilles efter niende klasse. Men da vi fik af vide, at hendes forældre havde skaffet Maria ind på en skole i Italien, blev vi noget overrasket. Det var nok med at vi i starten troede vi skulle bo to byer væk fra hinanden. Men at der nu kom til at være to lande mellem os, var en hård melding. Men sådan skulle det være, og sådan blev det. Marias forældre havde begge gået på den skole, så derfor skulle Maria da selvfølgelig også. De kom fra rige familier, så Maria havde aldrig manglet noget. Bortset fra lidt støtte og forståelse. Ideen om, at Maria nogensinde skulle få en lyst til at være sammen med fyre eller drikke sig hammer fuld til fest, var helt utænkelig for dem. Deres lille engel barn. Ja hvis de bare vidste, tænkte jeg tit ved mig selv. Alle de gang hvor Maria bare havde været til en uskyldig hygge aften hos mig, hvor vi så var taget til fest eller i byen, og de havde ikke haft den fjerneste mistanke. Hun var deres engle barn. Jeg selv kom fra det man vel kalder et almindelig hjem, dog med lidt mere frihed end de andre på vores alder. Jeg kunne komme og gå som jeg ville. Bare jeg lige gav besked, om jeg var hjemme til spisetid. Det var dejligt nok, for selvom mine forældre gav mig lov til meget, støttede de mig stadig og forstod mig, hvis jeg havde problemer. Præcis det som Maria manglede. Men nu var hun altså væk. Eller i hvert fald bare langt væk. Jeg tænkte hele tiden på hende. Der var kun gået to uger! Hvorfor var det så svært? Jeg kunne ikke engang bare tænke lidt på, om der var nogle flotte fyre i min nye klasse. Jeg tænkte kun på hvornår jeg ville få svar på mine mails. Det var den letteste måde og have kontakt på, og vi brugte den fuldt ud.
Det er gratis at oprette en konto