Badeværelset

Det var nu eller aldrig! Det sidste døgn havde været som en kamp for

livet, og vi kørte på de sidste kræfter nu. Vi manglede søvn, energi. Vi

manglede livslyst.

Ian stod usikkert op ad reolen, stadig i chok efter hans tur derinde, og

han stirrede tomt på døren.

Ariela sad stadig foran computerne, og kiggede på de tomme, sorte

skærme.

Den havde afbrudt al strømmen i huset. De fjernstyrede vinduer,

telefonerne, Internettet. Alt var nede. Intet af det kunne hverken tændes

eller kontrolleres mere.

De sidste timers flugtforsøg, havde alle været nyttesløse. Den

strammede grebet om os, og ventede på at vi skulle kvæles. Ventede

på at vi ville give op.

Døren indtil badeværelset var stadig stramt lukket, og ud af alle revner

og sprækker, stak der kviste ud. Kviste med spidse fingre, som ville rive

fat i dig, så snart du nærmede dig døren.

Ian var kommet derind, men der skete noget derinde. Noget som

ændrede ham.

Han ansigt var tomt og gråt. Hans krop og tøj var sønderrevet. Hvad

han oplevede derinde, kan vi end ikke forestille os i vores mareridt.

Arielas blik, som altid havde været ungt og elskeligt, havde forandret

sig. Hendes blik var dødt. Men hun trak stadigvæk vejret.